Nej tak til “Boliger ved Idræts Alle i Bramming”
Høringssvar med ændringsforslag “Boliger ved Idræts Alle i Bramming”
Hermed opfordring til at forsøge at få politikerne i Esbjerg til at se anderledes på planerne for boligbyggeri ved “Idræts Alle/Planteskolegrunden”. Der er et stort ønske om, at kommunen vil genoverveje planerne, da området kan blive et unikt samlingspunkt for idræt, kultur, skoler, institutioner, foreninger og fællesskab. En langsigtet investering i området vil gavne hele byen, dens fremtid og forebygge mange ting.
Området ved Idræts Alle/Planteskolegrunden repræsenterer en sidste, fantastisk mulighed i hjertet af Bramming for at skabe et samlingspunkt for idræt, kultur og foreningsliv. Der er et stort potentiale i at udvikle området til glæde og gavn for børn, unge, ældre, skoler og foreninger, hvilket samtidig vil styrke byens fællesskab og identitet.
Bekymringen går på, at denne vision risikerer at gå tabt, hvis området plastres til med boligbyggeri. Det foreslås i stedet at tænke langsigtet og udnytte området til aktiviteter og fælles udvikling.
Et aktivt og inkluderende område – inspiration fra nabobyer
Området ved Idræts Alle kan udvikles til et aktivt og inkluderende samlingspunkt. Byer som Ribe, Rødding, Skærbæk, Vejen, Grindsted og Varde har succes med idræts- og kulturcentre, der fungerer som levende samlingspunkter for borgerne hele dagen. Inspiration fra disse byer kunne være en god læring for udviklingen i Bramming.
I stedet for at bygge boliger på hele “Planteskolegrunden” omkring Bramming Kultur- og Idrætscenter kan området blive et sports- og fritidsmekka, der tiltrækker både foreninger, daginstitutioner, efterskoler og skoler.
Dette vil gøre Bramming mere attraktiv for nuværende og kommende borgere både på kort og lang sigt i takt med byens udvikling.
Forslag til området ved Idræts Alle/Planteskolegrunden
Her er konkrete idéer til, hvordan området kan udvikles som et aktivt og inkluderende samlingspunkt for hele Bramming, ikke nu, men måske om 10-20-30 år:
- Faciliteter for børn og unge:
- En ny SFO og fritidsklub med skaterbane og multibane.
- Legeplads og fællesområder, der kan bruges af skolerne og byens børn.
- For hele byen:
- Fremtidigt behov for skolebyggeri: Der skal måske på et tidspunkt bygges en ny skole eller udbygges. Her egner Idræts Alle/Planteskolegrunden sig allerbedst i byen.
- En fælleshave med stisystem, der forbinder området med plejehjemmet.
- Udvidelse af daginstitutioner og plejehjem for at imødekomme det stigende behov.
- Dagplejens legestue.
- Tilføjelser til Bramming Kultur- og Fritidscenter:
- Udvidelse af fitnesscenter, lokaler til foreninger og svømmehallen med udeområde til koldtvandsbassin.
- Aktiviteter som taekwondoklubben, e-sport, bridge, billard, kor holdene, gadespejlet kunne “igen” komme til BKFC. (En teatersal som troldesalen i Vejen kunne anbefales).
- To indendørs padelbaner.
- Ny foyer. (Se vedhæftet billede)
- Torvet: (Hvor der i dag er cykelparkering og flagstang) Kunne blive til et indendørs torv, med bordtennis, pool, lege-/lounge-område, hvor cafeteriaområdet bliver en del af torvet med siddepladser, køkkenet bliver åbnet op mod torvet. Kontoret ved indgangen kunne eventuelt blive et åbent kontormiljø med sammenhæng til cafeteriet.
- En arena, der sikrer en god og behagelig tilskueroplevelse, og som kan bruges til:
- Alle vores foreninger/sportsgrene, badminton, volley osv.
- Efterskole arrangementer.
- Fællessamlinger for folkeskolerne.
- Idræt om dagen.
- Fodboldkampe/Champagne-stævne.
- Håndboldkampe. Hvor måske Ribe-Esbjerg/Team Esbjerg vil lægge vejen forbi med kampe.
- Gymnastikopvisninger.
- Lokale opvisninger.
- Afholde DGI områdeopvisninger igen.
- Faceoff-events. (Ny gymnastikkonkurrence).
- Kampsportsstævner.
- Større events osv.
- Parkeringspladser?
- Overnatningsmuligheder til sportsstævner og andre arrangementer.
Disse tiltag vil skabe et område, der fremmer aktivitet, fællesskab og sundhed for alle borgere – fra børn og unge til ældre.
Så vidt vides er der stadig indendørs fodboldhold og gymnastikhold, som træner andre steder. Det vil være en stor fordel at samle aktiviteterne i hallen.
En åben og inkluderende høringsproces
Der opfordres til en mere åben og inkluderende høringsproces om planerne for Idræts Alle. Tidligere borgermøde og lukket møde for foreninger og interessegrupper har ført til, at mange borgere har følt, at dagsordenen nærmest var lagt på forhånd og føler sig ekskluderet. For at sikre bred inddragelse bør kommende møder og beslutninger kommunikeres via sociale medier, lokale aviser og andre relevante kanaler.
Der stilles også spørgsmålstegn ved, hvorfor "Brugermøder for hallen” kun er åbne for foreningsbestyrelser. Åbne møder for alle brugere og borgere i Bramming vil styrke dialogen og sikre, at flere stemmer bliver hørt.
- Underskrifterne vil blive givet til politikere, der har med sagen at gøre.
Soren Guldberg Kjer Kontakt forfatteren af dette andragende