Bevar Solgården - en oase for børn i Hvidovre!
HVIDOVRE KOMMUNE VIL LUKKE EN YDERST VELANSET OG UNIK INTEGRERET INSTITUTION OG BEMANDET LEGEPLADS MED DYR
Hjælp med at fastholde muligheden for et børneliv med dyr, sammenhold og tårnhøj pædagogisk faglighed i historiske bygninger.
Med din underskrift vil vi få politikerne i Hvidovre til at indse, at det er et stort tab, hvis Hvidovre Kommune ikke vil fortsætte med at bevare vuggestuen og børnehaven Kastanjehuset og Solgården.
Vi har brug for din underskrift, så vi sikrer, at omkring 140 børn kan fortsætte deres hverdag i en yderst velfungerende institution, som har en unik medarbejderstab med 97% uddannede pædagoger, som får venskaber og tryghed til at gro.
Med din underskrift viser du, at det ikke er okay, at 140 børn skal fordeles i andre dagtilbud, og skabe et yderligere pres hos disse i et i forvejen overbebyrdet område med alenlange ventelister.
Med din underskrift støtter du, at alle børn i Hvidovre fortsat vil have en bemandet månedlig legeplads med dyr, køkkenhave og pædagogiske aktiviteter såsom madlavning over bål, leg og generelt godt samvær. Solgårdens område er også én af de få legepladser som er tilgængelig efter lukketid, som alle Hvidovres børn har glæde af og bliver benyttet flittigt.
Du viser din støtte til at en af Hvidovres historiske og bevaringsværdige bygninger ikke bliver tilintetgjort.
Samtidig er du med til at skabe opmærksomhed omkring, at vores lokalpolitikere ikke har fået de rette oplysninger omkring Solgårdens økonomi, og med din underskrift håber vi, at politikerne vil revurdere beslutningen med alle de korrekte oplysninger.
Du er med til at skabe opmærksomhed omkring en yderst velanset institution, som er et fagligt fyrtårn inden for pædagogik og børns udvikling, og som giver meget glæde til lokalmiljøet.
På vegne af forældre til børn i Kastanjehuset og Solgården
Kristin Binzer Siefert Kontakt forfatteren af dette andragende