Nej Tak til forlystelsespark på Rørvig halvøen!

 

Billede_med_kryds.png

 

Tanja og Lars Nielsen fra Rørvig Kro har indsendt en lokalplansanmodning til Odsherred Kommune med henblik på at etablere en forlystelsespark ved Danmarks Midtpunkt på Lokkemosevej.  På et areal 2 gange Tivoli i København er der planlagt et 25 meter højt udsigtstårn, zip-lines, en aktivitetskuppel ”for de mest eventyrlystne”, gangbroer i trætoppene og rutchebane samt vandlegeplads og skøjtebane. Desuden opførsel af restaurations- og toiletbygninger samt etablering af overnatningsmuligheder i shelters og gårdhytter bundet sammen af et omfattende stisystem med bålpladser og grill stationer. Hertil en parkeringsplads til 200+ biler og busser samt en ny vej Eriksmindevej – Lokkemosevej

Hvad er konsekvenserne for Rørvig halvøen?
Med sikkerhed en kraftigt stigende trafikbelastning. I højsæsonen med anslået ekstra 800-1.000 besøgende biler i dagtimerne. Biler som skal frem og retur gennem Rørvig By og videre af de sekundære landeveje og sommerhusveje.   På det eksisterende vejnet vil det medføre kødannelser og farlige situationer. For at undgå dette skal vejnettet udbygges med store trafikale nyanlæg. Rundkørsler, bredere veje, fortove, cykelstier, vejbelysning og skiltning. Med mulig ekspropriering langs Nakke Kirkevej, Dybesøvej, Nørrevangsvej og Lokkemosevej. Også Flyndersøvej og Korshagevej vil blive belastet af den øgede trafik. En stor omkostning for skatteborgerne i Odsherred Kommune. Rørvighalvøens unikke natur- og kulturværdier med fri adgang for alle og plads til fordybelse, fred og ro på både offentlige og private arealer vil for altid blive spoleret. Der vil blive mindre plads til det i dag så rige dyre- og fugleliv. 

Hvilken betydning vil det have for det nære lokalområde?
Der vil være direkte indblik fra tårnet til de omgivende ejendomme, vidtspredt støj fra de planlagte aktiviteter, ødelæggelse af udsigten og voldsomt skæmmende parkeringspladser klods op af private  matrikler. Forurening fra biler. Krænkelse af privatlivet fra det nærliggende stisystem. Overnattende gæster vil betyde larm, uro og kunstig belysning en stor del af døgnet. 

Lovgivning
En godkendelse af lokalplansanmodningen vil stride imod Kommuneplan 2021 - 2033, hvor Nørrevang er karakteriseret som bevaringsværdigt landskab. Den vil konflikte med bygge- og anlægsbegrænsningerne indenfor Kystdirektoratets grænse for kystnærhedszonen på 3 kilometer samt med Plan- og Naturbeskyttelses-loven. 

Hvorfor en underskriftsindsamling?
BORGERGRUPPEN blev etableret kort efter offentliggørelsen af planerne for Danmarks Midtpunkt på Lokkemosevej med det ene formål at organisere modstandere af projektet i en samlet indsigelse til besluttende myndigheder. På godt en måned har vi fået støtteerklæringer fra over 300 adresser i Odsherred repræsenterende mere en 450 navngivne personer. Vores facebook gruppe rundede samtidig de 500 medlemmer. En så stor tilslutning til modstanden mod projektet kalder på en organiseret underskriftsindsamling, der sikrer, at lovgivningen kan overholdes og underskrifterne dokumenteres overfor de besluttende myndigheder. Eller om nødvendigt overfor klageinstanser som Planklagenævnet og Folketingets Ombudsmand. 

Hvad kan du gøre?
Selvom du allerede har afgivet din støtteerklæring, er det vigtigt, at du bekræfter din støtte ved at underskrive digitalt. Det gør du på denne side ved at følge vejledningen. Hvis du ikke har nået at afgive støtteerklæring, er det tilstrækkeligt at give din digitale underskrift her. Hvis du ikke er digital, bedes du skrive til borgergruppen4581@outlook.dk. Så prøver vi at hjælpe. 

Vil du vide mere?
Det fulde prospekt på projektet kan tilgås af alle via en aktindsigtsanmodning til Odsherred Kommune. Du kan også besøge BORGERGRUPPEN på facebook, hvor vi har samlet en del materiale om projektet. 

Publicering af underskriftsindsamlingen
Denne skrivelse udsendes pr. e-mail til samtlige, der har afgivet støtteerklæring og slås samtidig op på BORGERGRUPPENS facebook side. Desuden runddeles den af repræsentanter fra BORGERGRUPPEN lokalt på udvalgte steder. Du er meget velkommen til at dele materialet i dit netværk. Underskriftsindsamlingen løber fra juni til december 2024 og vil løbende blive anvendt i dialogen med myndighederne. 

Tak for din støtte! BORGERGRUPPEN For Et Autentisk Rørvig      

v. Søs Graae, Michael Parslov, Lis & Byron Brooks, Tommy Reenberg 


Borgergruppen For et Autentisk Rørvig    Kontakt forfatteren af dette andragende

Underskriv denne indsamling

Ved at underskrive accepterer jeg, at Borgergruppen For et Autentisk Rørvig vil kunne se alle de informationer jeg angiver på denne formular.

Vi viser ikke dit postnummer offentligt online.

Vi viser ikke din e-mailadresse offentligt online.

Vi viser ikke din e-mailadresse offentligt online.


Jeg giver samtykke til behandling af de oplysninger jeg angiver i denne formular, til følgende formål:




Betalt Annoncering

Vi vil reklamere for denne petition til 3000 mennesker.

Lær mere...