Hvor mange børn skal knække, før I reagerer?

Men hvor var den støtte, da mit barn havde allermest brug for den?

I dag – i 2. klasse – har mit barn fået følgende diagnoser:
• Autisme
• ADHD
• Generelle indlæringsvanskeligheder
• Søvnforstyrrelse

Papirerne beskriver en pige i mistrivsel.
En pige, der har kæmpet alt for længe.
En pige, der har brug for mere støtte i skolen.

Men i årevis blev vi ikke hørt.

Jeg råbte op. Jeg sagde, at noget var galt.
At hun langsomt knækkede bag en maske, hun har båret næsten hele sit liv.
For hun har maskeret.
Hun har holdt sammen i skolen – og brudt sammen derhjemme.

Og fordi hun “fungerede fint i skolen,” blev hendes symptomer afvist.
Jeg blev gjort til problemet.
Man pegede på vores hjem, vores opdragelse, vores relation.
Alt blev undersøgt – undtagen hende.

Nu står vi her.
Med fire diagnoser.
Og en erkendelse af, at det her kunne være opdaget for længe siden.
At tiden er gået.
At hun er blevet misforstået.
Og at jeg blev gjort forkert.

Jeg skriver det her, fordi mit barn ikke er det eneste.

Piger/drenge som bliver overset.
Fordi de ikke larmer.
Fordi de forsøger at passe ind.
Fordi systemet stadig ikke ved, hvordan autisme og ADHD ser ud – især hos piger.

Vi får at vide, man ikke behøver en diagnose for at få hjælp.
Men vi oplever noget helt andet i praksis.
Vi ser børn, der skal knække, før nogen lytter.
Før nogen handler.
Før nogen anerkender, at noget er galt.

Det må stoppe.

Vi har brug for:
• At fagfolk tager forældre alvorligt
• At lærere og pædagoger får viden om maskering, særligt hos den stille type.
• At støtte ikke afhænger af diagnoser, men af barnets behov
• At vi forebygger i stedet for at reparere

Vi kan ikke råbe vores politikere op.
Men vi er fandeme mange.
Og vi bliver ved med at råbe.
Højere. Stærkere. Sammen.

Vi giver ikke op.
Ikke når det handler om vores børn.
Ikke når systemet svigter igen og igen.
Ikke når der stadig er børn, der bliver overset – og forældre, der bliver gjort forkerte.

Dette er skrevet af en mor,
der er træt, vred og skuffet – men stadig kæmper.

Jeg vælger at være anonym.
Ikke fordi jeg skammer mig.
Men fordi jeg stadig skal beskytte mit barn
i et system, der endnu ikke er trygt.

Det stopper ikke, før nogen lytter.
Og indtil da?
Så råber vi videre. 

Forælder i systemet    Kontakt forfatteren af dette andragende