Bianca Corleone :
Ned Fra Nassetaburetten, Chicago chokdoktor!

DONG og statens disciplinering

Af: Jan Helbak
Offentliggjort: 20. januar 2014

DONG-sagen med kapitalfonden og investeringsbanken Goldman Sachs som storinvestor er blot den danske variant af en ny international privatiseringsbølge, som i sin konsekvens vil sætte både statsapparaternes reelle uafhængighed og det liberale demokrati under pres.

Siden det sidst på året i 2013 blev kendt, at finansudvalget endeligt skulle tage stilling til et aktstykke, der godkender salget af aktier i DONG for 11 mia. kr. til konsortiet New Energy Investment, har den forestående handel stort været på avisernes forside hver anden dag.

Men DONG handlen er hverken enestående eller særlig spektakulær. Når de politiske sind alligevel bringes i kog, skyldes det først og fremmest det forhold, at den største investor i konsortiet er investeringsbanken Goldman Sachs, som siden finanskrakket i 2008 er blevet hængt ud som en af hovedskurkene.

Men som det fremgår af tal fra OECD og IMF er der tydelige tegn på, at privatiseringsbølge nummer to er i gang. Den første privatiseringsbølge fulgte efter Thatchers konfrontation af velfærdsstatens institutioner, hvor hun over hals og hoved solgte de statslige og kommunale forsyningsselskaber til spot pris. Nogle år efter skete det samme i hele Østeuropa, Australien og New Zealand.

Hvor privatiseringsbølgen den gang tjente det formål at skabe et marked for private investorer og atomisere den ellers relativt sammenhængende velfærdsstat, ligger der andre motiver til grund for den aktuelle investeringsbølge. Et af motiverne gemmer sig i tørre tal fra OECD og IMF. Her opgøres værdierne i statsselskaber, kommunale selskaber og selskaber, hvor staten er mindretalsaktionær til i omegnen af 4000 mia. dollar. Hvis dertil lægges statsejet jord og ressourcer samt bygninger og andre fysiske værdier, vurderer IMF værdien til ca. 35000 mia. dollar.

Ved at sælge ud af værdierne kan regeringerne, som det hedder, dels reducere statsgælden og budgetunderskuddene, dels forbedre deres kreditvurdering og ikke mindst opbygge et langt større lukrativt marked for sikre investeringer, end der blev skabt ved første privatiseringsbølge.

Sidste år solgte den engelske regering Royal Mail. Grækenland blev tvunget til at privatisere havne, statsselskaber, bygninger og infrastruktur. I Kina har man åbnet for en større privatisering af statslige virksomheder. Det samme foregår i Brasilien, i Frankrig, i Spanien og i hele Østeuropa. Det interessante her er, at i Europa har bølgen taget fart efter afværgelsen af finanskrisen, som alene blev muliggjort ved, at staterne påtog sig gældsforpligtelserne. Vedtagelsen af Finanspagten i 2012 med dens stramme budgetkrav tvinger nu regeringerne til at sælge ud af offentlige værdier for at efterleve de vedtagne budgetlove og konvergenskrav.

Går man eksempelvis flere af de store privatiseringsaftaler og Offentligt-Private-Partnerskaber (OPP) og Offentligt-Private-Innovationssamarbejder (OPI) efter i sømmene, fremgår det forholdsvist klart, at DONG-salget ikke stikker så meget af fra de andre handler.

Men nu er det DONG-aftalen, der er i søgelyset, så lad os kort opholde os ved substansen i aktstykket, der indeholder aftalen.

Det nye investeringskonsortium, der består af Goldman Sachs, ATP og PFA investerer for 11 mia. kr. i DONG. Staten sænker sin aktieandel fra 81% til 60%. Goldman Sachs’ andel bliver på 19%. Aktierne har været relativt billige, fordi værdien har været sat kunstigt lavt. Det er kommet frem nu, hvor det har vist sig, at Pension Danmark faktisk overbød Goldman Sachs og satte den samlede værdisum til 40 mia. kr. i stedet for de 31,5 mia. kr., aftalen bygger på.

Goldman Sachs får som den eneste af de nye investorer vetoret i bestyrelsen. Det betyder, at DONG skal følge forretningsplanen, at man kun kan rejse hybrid kapital, ændre i ledelsen, sælge nye aktieposter, udsætte børsnoteringen eller foretage nye opkøb, hvis Goldman Sachs nikker ja. Dertil kommer, at de nye investorer ikke skal hæfte for gammel udestående gæld eller omkostninger forbundet med bl.a. en reparation af en boreplatform. De nye investorer kan også tilbagesælge deres aktier til staten til en favorabel pris, hvis DONG ikke bliver børsnoteret inden 2018. Sidst men ikke mindst opnår Goldman Sachs kontrol over den fremtidige opdeling af hele DONG.

Det har selvfølgelig ikke kunnet skjules for offentligheden, at regeringen og et politisk flertal (på nær Enhedslisten) er i gang med et brandudsalg af danske værdier til en af verdens største kapitalfonde og finansielle spekulanter. Det er således heller ikke uforståeligt, at et parti som DF langt henne i godkendelsesprocessen har fået tømmermænd. For selv om aktstykkets indhold har været kendt længe, og i oktober 2013 fremstod som en ekspeditionssag, lurer den politiske skandale lige om hjørnet.

Problemet for DF og andre dele af oppositionen er nok, at de nødigt efter næste valg selv vil administrere en aftale, der ganske givet vil fremkalde den ene overskrift efter den anden de næste mange år. For det andet er sagen blevet betændt i offentligheden, fordi salget klæber til en stor kapitalfond, der lige indtil nu har været fast inventar i historierne om årtiers grådighed – også fremført af de selv samme ministre, der nu forestår selve handlen.

Oppositionens aktuelle finte for at bløde op på konsekvenserne af den betændte handel består i et forslag om, at der før indgåelse af en endelig salgsaftale skal gennemføres en opsplitning af DONG i et kommercielt selskab på private hænder, der driver aktiviteterne i Nordsøen og et statsejet energiforsyningsselskab til sikring af ”den kritiske infrastruktur”. Hermed skulle Danmark være sikret mod, at Goldman Sachs afhænder sine aktier til f.eks. det russiske Gazprom, hvilket opfattes som en katastrofe. Nok mest fordi selskabet er Russisk. Den ”kolde krig” er ikke helt død.

Men forslaget er og bliver en finte. For hvad hjælper det at have statslig kontrol med forsyningsnettet, hvis andre private ejere kan dreje på produktionshanen? Erfaringerne fra Ural til Amsterdam vedr. gaskontrakter taler deres tydelige sprog.

Men hvorfor overhovedet sælge DONG’s aktier til private? Ifølge finansministerens officielle forklaring er det for at rejse ny kapital til at øge investeringerne i vindmøllesektoren og for at dele sin risiko med private investorer, der har professionel erfaring med at håndtere usikkerhedsmomenterne på markedet. Det harmonerer dog ikke med det faktum, at DONG Energy indtil nu er blevet verdensførende inden for havmølleindustrien med staten som ejer af 90 % af aktierne. Begrundelsen kan heller ikke seriøst henvises til et relativt beskedent kapitalinput på 11 mia. kr., når de reelle konsekvenser tages i betragtning. Begrundelserne må findes et andet sted uden for Bjarne Corydons påtagede managementvolapyk.

Det gør de også, og de er ganske synlige. Men politikerne vil ikke/kan ikke se dem, for de har selv vedtaget de tvangslove, der fremover forhindrer staten og kommunerne i på fornuftig vis at oprette, udvide og drive selskaber til bl.a. sikringen af energiforsyning, fornuftig togdrift, billig postbesørgelse osv. Staten kan nemlig ikke skyde de 11 mia. kr. i DONG uden at komme på kant med Budgetloven og budgetkriterierne i Finanspagten, med mindre man samtidig  skærer ned i den offentlige drift et andet sted. Nøjagtig samme begrundelser gør sig gældende for væksten i mængden af OPP- projekter. Her argumenterer kommunerne og regionerne i henhold til en undersøgelse fra Erhvervsministeriet med, at OPP- projekter, hvor de private entreprenører finansierer hele projektet om end til overpris mod anlægs- og driftskontrakter på helt op til 30 år. På den måde kan kommunerne omgå anlægslofterne og kontere det meste af udgifterne under drift. At det så har negative konsekvenser for den service, som borgerne får, er noget ganske andet.

Nøjagtig de samme motiver og begrundelser ligger under den nye bølge af OPS-projekter og udlicitering af hele kommunale distrikter indenfor hjemmeplejen. Det drejer sig om at finansiere servicen og samtidig holde sig indenfor de snævre budgetrammer. Og det sker i staten, i kommunerne og regionerne på trods af en voksende mængde erfaringer fra bl.a. England og Sverige, der entydigt peger på, at mange udliciteringsprojekter og OPP/OPS projekter ender i store ekstraudgifter for de offentlige myndigheder eller i direkte privat monopoldannelse, hvor store kapitalfonde opkøber operatørerne og sælger virksomhederne videre på verdensmarkedet samt sikrer, at indtægterne og afkastet kan føres ud af de respektive lande til de forskellige skattely rundt om. Denne trafik er bl.a. blevet dokumenteret af en anset uafhængig svensk analyseenhed, SNS, i rapporten fra 2012 ”Konkurrencens konsekvenser”. I England rejser parlamentets finanskommission spørgsmålet om, hvor meget de offentlige myndigheder har betalt i overpris for de sidste 10 års OPP- projekter. Men beløbet anslås til at ligge på et tocifret mia. beløb (vel at mærke i Pund).

Summa summarum har de europæiske regeringer på skatteborgernes bekostning pådraget sig enorme gældsfordringer for at rydde op i finanssektoren og redde den kapitalistiske økonomi fra kollaps. På den måde har regeringerne eksponeret sig selv overfor den finansverden, som de selv har reddet. Eksponeringen er bl.a. kodificeret i Finanspagten, der stiller meget stramme budgetkrav, som på den ene side sikrer de private investorer i statsobligationer, og på den anden side tvinger de respektive regeringer til de facto at skære dybt i de offentlige udgifter og åbne sig for privat kapital og indflydelse, når større investeringsprojekter er nødvendige.

Det fører over til det andet sæt af væsentlige begrundelser, der ligger bag den nye privatiseringsbølge. Disse begrundelser kan findes mellem linjerne i Moderniseringsstyrelsens årskontrakter med finansministeriet, men kan ses mere åbenhjertigt udtrykt i The Economists seneste survey. I lederen fra 11. januar 2014 skriver man, at alt for mange regeringer stadig anvender for upræcise udgiftsregnskaber, og for få benytter sig af mere dækkende og pålidelige omkostningsregnskaber som i det private erhvervsliv. Hvis regeringerne og kommunerne tvinges til at privatisere noget mere, vil de for det første blive nødt til at anvende omkostningsregnskaber og gøre op med den politiske udgiftsstyring. For det andet vil konsekvensen også blive et opgør med de mange politisk valgte i bestyrelserne. I stedet vil man se flere erfarne virksomhedsledere i bestyrelserne i de forskellige statslige selskaber eller partnerselskaber, som kan beskytte virksomhederne mod politisk indflydelse. Ikke alene er det godt i sig selv, men det vil også kunne fremme privatiseringsprocessen yderligere.

Eller sagt på en anden måde: Jo mere staterne involverer det private erhvervsliv i driften af den offentlige sektor, og jo mere de private får andel i ejerskabet af statslige selskaber eller infrastruktur, desto mere tvinges det offentlige over en bred kam til at agere som private selskaber, hvad angår økonomisk logik, planlægning og prioritering. Det indebærer selvfølgelig også en reduktion i statens mulighed for at regulere markedet, som den selv integreres mere og mere i. Alene det faktum at staten sjældent eller aldrig kan stille krav til private investorer om, at de ikke må gå fallit, videresælge aktiebeholdninger på de internationale børser eller indgå i selskaberne gennem uigennemtrængelige vertikale strukturer, så de kan unddrage sig skatteligning, taler for, at staterne fremover i en helt anden grad i hidtil kendt siden 2. Verdenskrig vil være prisgivet bevægelserne på verdensmarkedet.

Hvis den aktuelle privatiseringsbølge faktisk bliver rullet ud, fordi der politisk åbnes for det, og blot tangerer en del af de potentialer, som IMF og OECD har opgjort, vil det være ensbetydende med, at staterne og parlamenterne vil få deres politiske handlefrihed stærkt begrænset og skulle imødese den ene internationale retssag efter den anden, når de private investorer opfatter deres interesser som truet af en eller anden politisk reform. I den sammenhæng flugter det indhold, der er på bordet i forhandlingerne om en Transatlantisk samhandelsaftale, fuldstændig med konsekvenserne i privatiseringsbølgen.

Hvorvidt den annoncerede anden privatiseringsbølge bliver en realitet, og hvorvidt forhandlingerne om en Transatlantisk samhandelsaftale ender med et resultat meget lig det, der for nuværende er på bordet, er noget andet. Det afgøres først og fremmest af de politiske styrkeforhold, og skal man tage DONG-sagen som målestok, kan det blive en ganske hård og sprængfarlig politisk proces at få bragt så vidt, som både IMF og OECD anbefaler. De er jo ikke idioter i DF. Her har man i lighed med EL indset, at sagen kan blive politisk giftig i mange år frem. Alene det forhold, at DONG skal børsnoteres senest 2018, og hvis man så ikke kan tilbagesælge aktierne til en god pris, maner selvfølgelig til politisk eftertanke. Problemet for DF er blot, at man reagerer mod konsekvenserne ikke mod præmisserne. Som den øvrige opposition og regeringen har man eksempelvis stor tiltro til, at OPP- projekter er vejen frem.

Det betyder også, at nu hvor ånden er lukket ud af flasken, står fremtidens sager i kø, selv om aktstykket om DONG-handlen ikke bliver endelig godkendt i finansudvalget. Der er allerede rivende gang i OPP- projekter og større udliciteringer, hvor de store servicekoncerner og kapitalfonde er på banen. Slutfacit bliver det samme.

Det kan således være politisk farligt for venstrefløjen ensidigt at fokusere på DONG-handlen, fordi en af de store og dæmoniserede finanssyndere deltager i spillet. Man kan nemlig helt berettiget stille spørgsmålet: ”ville det være bedre og mere acceptabelt, hvis samtlige investorer havde været danske pensionskasser og pensionsselskaber”? Svaret har indtil nu været bekræftende hos de politiske partier på nær EL. Men de store pensionskasser - og selskaber er jo forretninger på nøjagtig samme måde som Goldman Sachs og andre investeringsselskaber. De skal tjene penge for at forrente pensionsindskydernes kapital. Af samme grund er de tvunget til at operere på markedet og orientere sig mod lukrative investeringer som alle andre kapitalinvestorer. Eneste betydelige forskel er, at hvor Goldman Sachs dræner den danske stat for offentlige værdier for at tjene private kapitalinteresser, må pensionskasserne gøre det samme for at tilfredsstille indskyderne. Hermed bringes pensionsindskyderne i den barokke situation, at de som borgere må tåle kraftige forringelser af den offentlige service for at opnå højere pensionsydelser.

Tilbage står et ikke mindre problem. Hvis privatiseringsbølgen får lov til at rulle, vil det alt andet lige resultere i et tiltagende demokratisk underskud i alle demokratiske organer fra regering til den enkelte kommune og samtidig en vækst i bureaukratiets funktioner og magt.

Det giver sig selv, at mange og store kontrakter med private leverandører og med lang løbetid ikke kan andet end reducere de valgte politikeres råderum. Hver eneste gang en større politisk beslutning eller reform skal gennemføres, vil det indebære, at man først må sikre overholdelse  af de indgåede kontrakter. Og der skal ikke den store fantasi til at indse, at de oplevede begrænsninger selvfølgelig vil hvile tungest på de politiske partier og kræfter, der måtte ønske at demokratisere den offentlige virksomhed, øge reguleringen af den private sektor og løsrive større dele af samfundsøkonomien fra profittens almindelige tvang. Det forekommer også indlysende, at der med væksten af kommercielle kontrakter og ændrede magtforhold i de selskaber, som staten enten ejer eller har betydelige aktieandele i, eller hvor kommuner bliver tvunget til at købe ydelser fra store koncerner og kapitalfonde på 30 års kontrakter, vil ske en forskydning af styrkeforholdet mellem politikere og embedsmænd. Sidstnævnte vil uvilkårligt blive involveret i komplekse relationer til det private erhvervsliv og blive tvunget til at henholde sig til privat-juraens primat over de politiske beslutninger. Førstnævnte kan få endda mere end vanskeligt ved at gennemskue det samlede kompleks af kontraktlige forpligtelser.

Denne magtforskydning kan angiveligt føre til den ene sag efter den anden, hvor Folketinget eller kommunalbestyrelserne foreholdes informationer eller tilstrækkelig information. Men den store forskel fra den nuværende kalkunjagt på forsømmelige ministre vil være, at forsømmeligheden og magtmisbruget fremover kan have deres udspring i systemiske forpligtelser og være begrundet i det selv samme politiske systems afgivelse af magt til private kapitalinteresser.

Hvor meget man end vender og drejer dette forhold, har den aktuelle privatiseringsbølge som politisk konsekvens, at demokratiet undergraves, politikerne og de politiske partier svækkes – og ikke mindst at statens og den offentlige sektors beføjelser og handlemuligheder disciplineres.

Det er det, DONG-sagen burde handle om i dét politiske opgør, der aktuelt spidser til.

Offentliggjort: d. 20. januar 2014 | 0 Brugerreplikker | Udskriv tekst: | Send et link til en ven |