Til støtte for en 11-mands fodboldbane i Nørrebroparken til Nørrebros børn og unge
Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune skal onsdag den 28. februar tage stilling til placering af en kunstgræsbane på Nørrebro, herunder om der skal anlægges en 11-mandsbane, hvor der samtidig er plads til mindre baner i Nørrebroparken.
Som spiller i Nørrebro United og beboer på Nørrebro vil jeg opfordre dig til at støtte op om ovenstående løsning, hvor man udnytter arealet i Nørrebroparken bedst muligt, så der bliver anlagt en 11-mandsbane, der samtidig giver mulighed for to 8-mandsbaner, fire 5-mandsbaner og tre 3-mandsbaner på samme areal (se vedlagte illustration fra DBU).
Det er vigtigt at prioritere en 11-mandsbane i Nørrebroparken af den simple grund, at det er det eneste sted på Nørrebro, hvor der vil være plads til en 11-mandsbane, medmindre man vil nedlægge eller skrinlægge andre projekter eller faciliteter. På Nørrebro har vi på nuværende tidspunkt én 11-mandsbane til 80.000 indbyggere. Til sammenligning har Østerbro og Frederiksberg over ti 11-mandsbaner hver, hvorfor det virker helt rimeligt at prioritere 11-mandsbane nummer to på Nørrebro, når nu chancen byder sig.
Hvis den hastigt voksende gruppe af børn- og ungemedlemmer i Nørrebro United også skal have et sted at spille 11-mandsfodbold, når de bliver gamle nok, så er det nødvendigt at prioritere endnu en 11-mandsbane, så foreningsfodbold på Nørrebro kan fortsætte med at være et alternativ til gaden.
Det er vigtig at pointere, at en 11-mandsbane samtidig vil give mulighed for to 8-mandsbaner, fire 5-mandsbaner og tre 3-mandsbaner. Hvis man derimod vælger en løsning, hvor man vil anlægge yderligere en 8-mandsbane i forlængelse af de nuværende, hvor man bruger et lige så stort areal, så vil man udelukke muligheden for 11-mandsfodbold for fremtiden.
En løsning med en 11-mandsbane (som samtidig kan gøres 10% mindre efter dispensation fra DBU) vil altså give mulighed for mere kvadratmeter fodboldbane til alle typer fodboldspillere i alle aldre og kan sikre at børn- og ungemedlemmerne kan fortsætte med at spille foreningsfodbold, når de skal spille 11-mandsfodbold. Dette vil være en win-win situation for fodboldspillere og beboere i alle aldre på Nørrebro
Christopher Hermann Kontakt forfatteren af dette andragende
Forfatteren af denne ansøgning har lukket denne ansøgning.Meddelelse fra administratoren af dette webstedVi har fjernet underskrivers personoplysninger.Den Europæiske Unions generelle databeskyttelsesforordning (GDPR) kræver en legitim grund til lagring af personlige oplysninger, og at oplysningerne opbevares så kort tid som muligt. |