Støtteerklæring til PPR-psykologers opråb fra pædagoger og lærere

Før du læser 

Er du pædagog, pædagogmedhjælper eller lærer, og vil du være medunderskriver af indlægget? Så skriv under her! Indlægget blev bragt d. 16/10 i Politiken, men det kan også læses herunder.

Deltag også meget gerne i demonstrationer til fordel for børn og unges trivsel d. 28/10 i København, Aarhus eller Aalborg:

Pædagoger og Lærere tilslutter sig PPR-psykologernes opråb om børns mistrivsel

For nyligt fik det stor mediebevågenhed, da mere end 1.000 psykologer, heraf over halvdelen fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Politiken skrev et åbent brev til landets politikere. De slog alarm, fordi rammerne og vilkårene i vores daginstitutioner og skoler er så pressede, at det for mange børn og unge har en negativ indvirkning på deres mentale sundhed. Konsekvenserne heraf er en trivselskrise, som kun ser ud til at blive værre og værre. 

Vi - pædagoger og lærere fra hele landet - bakker fuldt op om PPR-psykologernes opråb. I vores dagligdag ser vi nemlig alt for mange børn og unge, der ikke trives. Vi ser, at mange af dem rammes af stress. Vi ser, at mange kæmper en sej kamp mod et usundt præstationspres. Vi ser bekymrende skolefravær. Vi ser mange, der bokser med tristhed og ængstelse. Vi ser… ja, fortsæt selv, for der er desværre ikke noget nyt i dette. Trivselskrisen har været under opsejling i årevis.

Vi forsøger på skoler og i institutioner hver eneste dag at skabe det gode børne- og ungeliv, for vi ved, at børn, der går glade i daginstitution eller skole, også lærer mere og udvikler sig positivt. Derfor er det dybt frustrerende, når rammerne for vores arbejde ikke gør det muligt for os at lave det helt afgørende arbejde med gode relationer og faglighed. 

Når barnet i en daginstitution gang på gang oplever, at pædagogen ikke er nærværende og ikke har tid til den basale omsorg, fordi der ikke er personale nok, så får barnet ikke lige det kram, der er brug for, når forældrene er ved at blive skilt. Eller barnet får ikke den nødvendige opmuntring, når den stejleste rutsjebane på legepladsen skal overvindes. Når børn oplever dette for ofte, resignerer de eller kæmper endnu hårdere for opmærksomheden - i bedste fald går deres udvikling i stå, og i værste fald går udviklingen tilbage, eller barnet og i nogle tilfælde hele familien ender i decideret mistrivsel.

Når man som elev i en klasse med 25 andre elever gang på gang oplever, at ens lærer hele tiden er på vej videre til den næste time eller det næste møde, fordi der skal afvikles langt flere timer end tidligere, får eleven ikke lige den der uformelle snak efter timen om, hvordan det går. Eller eleven får ikke lige den der gåtur med læreren, hvor man får snakket om, at man føler sig udenfor i klassen. Når klassens lærer ikke har haft tilstrækkelig med forberedelsestid betyder det, at børnene ikke bliver præsenteret for den spændende og varierede undervisning, som er tilpasset deres faglige niveau.

Hvis vi som lærer eller pædagog hver dag går hjem fra arbejde med en klump i maven over ikke at have gjort vores arbejde godt nok. Hvis undervisningen ikke er så god, som den kunne være. Hvis relationsarbejdet ikke er tilfredsstillende, så vi overser nogle børn eller unge. Ja, så er hverken pædagog- eller lærergerningen meningsfuld længere, og vi ender med at sige op. Vi ser allerede, at 18 procent af underviserne i folkeskolen ikke har nogen læreruddannelse, og det anslås, at vi vil mangle mere end 26.000 pædagoger og lærere i 2030!

Som voksne kan vi finde noget andet at give os til, hvis vi ikke kan se os selv i øjnene længere. Men den mulighed har børn og unge bare ikke! De er afhængige af institutionerne og skolerne. De er afhængige af, at vi som samfund tager ansvar og tilbyder dem tilstrækkelig omsorg og god, velforberedt undervisning, så de kan trives både fagligt og socialt. Det kræver imidlertid, at vi følger psykologernes anbefalinger om ordentlige normeringer i daginstitutioner og skolefritidsordninger, og at der i skolerne er klassestørrelser og tilstrækkelig forberedelsestid til at lave den bedst mulige undervisning og relationsarbejde. 

Vi har ligeledes brug for, at PPR-medarbejderne får arbejdsforhold og tilstrækkelige ressourcer til, at de rent faktisk har mulighed for at støtte vores arbejde med børn og unge. Det fungerer nemlig allerbedst, når de - udover deres mange øvrige arbejdsopgaver - også har mulighed for at være til stede i institutionerne og klasseværelserne, og kan bruge den nødvendige tid til observation, sparring og supervision. Så kan vi skabe de gode og trygge børnefællesskaber, hvor det ikke er det enkelte barn, der er problemet, men hvor det er fællesskabet, som bærer trivslen. Når vi bruger vores forskellige fagligheder sammen, kan vi skabe de bedste muligheder for at imødekomme børn og de unges behov, og hvis vi så også får ordentlige vilkår til at bruge vores faglighed, kan der bliver tale om inklusion af gavn og ikke blot af navn.

Når vi pædagoger og lærere stiller os sammen med PPR-psykologerne, er det fordi, at vi er afhængige af hinanden. Lærerne har brug for veluddannede pædagoger - og omvendt. Begge faggrupper har brug for et stærkt samarbejde med PPR (og i sidste ende også psykiatrien), særligt når inklusionen udfordrer fællesskaberne i klassen eller på stuerne. Vi er en kæde, hvor alle led skal være solide for at skabe det bedste udgangspunkt for børn og unges trivsel og udvikling. 

Derfor ønsker vi ikke, at en medarbejdergruppe får bedre arbejdsforhold på bekostning af en af de andre. Vi ønsker tværtimod, at vi som samfund får skabt nogle langt bedre rammer for at bruge vores forskellige fagligheder, så vi kan sikre børn og unge den udvikling, læring og trivsel, som de har behov for og krav på.  

Vores børn og unge er fremtiden, og det, vi investerer i dem nu, vil give et livslangt afkast. Det haster, og derfor står vi sammen. Sammen for børn og unge!

Anders Thorsen    Kontakt forfatteren af dette andragende