Stop forbud imod bare maver i SDU Fitness!
SDU Fitness har regler imod at kvinder kan træne i sports bh, eller for den sags skyld i trøjer som viser deres maver.
Deres begrundelser for denne regel er hygiene, inklusion af andre kulturer og blufærdighed.
Hygiene: Denne del falder flad, da fitnesscentret ikke har regler imod korte bukser eller ærmer. Det synes uvidende at antage, at kvinder sveder mere på maven en andre steder på kroppen.
Blufærdighed: SDU fitness ansatte har, ifølge en email fra centerlederen, mange forskellige grænser for hvad der er "okay" eller "upassende" i et offentligt rum. Vi mener at dette er strengt, da det pludseligt gør den kvindelige krop til noget "upassende". Kvinder kommer i fitness for at svede, træne og arbejde på sig selv, og det er derfor uacceptabelt at vi skal gemme os selv væk for andres skyld.
Inklusion: Det føles for os som en formodning at andre kulturer ville have problemer med kvinder som træner i bare maver og fra vores egne oplevelser og kendskaber med andre kulturer og religioner, er det ikke et problem vi nogensinde har hørt om. Det synes mere for os, som at bruge internationalitet som en syndebuk for overseksualiseing af og kontrol over kvindekroppen. Desuden er SDU i sin helhed et internationalt sted, men har på resten af universitetet ingen regler for påklædning.
Mænd og kvinder: SDU fitness hævder at de har en lignende regel tilegnet mænd, som siger at de ikke må træne i bar overkrop. Vi mener at dette er at ligestille en bar overkrop med en beklædt en. En sports bh er ikke lingerie, det er et middel for kvinders velbehag og udeevne. Derudover opleves det ud fra vores vidner, at væsentligt flere kvinder bliver smidt ud eller klaget over af de ansatte, end mænd.
Desuden fortæller de at de ved bestyrelsesmøde d. 31/8-21 besluttede at opretholde reglen, eftersom mindst 10% af deres ansatte stemmer for dette. De formoder, grundet de ansattes forskellige studieretninger og baggrunde, at de er repræsentative for den større medlemsskare. Dette falder dog også fladt, da vi (ifølge deres hjemmeside) kan tælle os 18 ansatte (receptionister, instruktører og managers) udover de 6 bestyrelsesmedlemmer. Dette mener vi ikke er repræsentativ på nogen væsentlig måde.
Til sidst er reglen ikke klargjort på SDU fitness' hjemmeside. Reglen skrevet i deres regler er, at det ikke er tilladt at træne udelukkende i sports bh. Dog har vi flere som har oplevet at blive smidt ud grundet crop tops eller cropped hoodies.
Vi mener selvfølgelig at det er noget af det vigtigste at være respektfuld og passende i det offentlige rum, men at SDU fitness' regler ikke er et udtryk for dette. Det er et billede af den overseksualisering og fordømmelser som kvinder oplever, om de så sveder i et fitnesscenter eller blot går i skole med blottet hud.
Vores mål er at gøre SDU fitness opmærksomme på vores utilfredshed, og få dem til enten at erstatte reglen med en mindre konservativ (eksempelvis "ingen bryster, ingen baller, ingen bare tær" som findes i andre fitness centre) eller fjerne den helt.
Emilie Arbirk og Nivi Meyer Kontakt forfatteren af dette andragende