Støtteperson til sagsøgerne i Lissabonsagen

af Thorkil Sohn, Annelise Ebbe, Ole Krarup, Johannes Steenbuch og Helge Rørtoft-Madsen (Folkeafstemningskomite2010s styrelse).



Dronningen og statsministeren omtalte EU i deres nytårstaler, men ”glemte” at der i øjeblikket verserer en stor retssag i Højesteret om Danmarks forhold til EU. En enestående og sjælden retssag, der ifølge Højesteret drejer sig om ”forhold, som er af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed”. Allerede derfor må den naturligvis påkalde sig særlig offentlig opmærksomhed.

Det er således ikke en sag om f.eks. to personers strid om deres ret eller om en offentlig myndighed har handlet forkert. Det er heller ikke en skattesag eller en sag om økonomisk kriminalitet eller et mord eller andet kriminelt. Det er i det hele taget ikke en retssag om personers private interesser eller muligvis ulovlige handlinger.



Sagens betydning for hele befolkningen består i første omgang i, at den afprøver, om grundlaget for vores demokrati – grundloven – fungerer som det skal og bliver respekteret fuldt ud af justitsministeriet, folketinget og regeringen. Helt konkret: overholdt folketinget og regeringen grundloven eller ej, da regeringen på baggrund af et almindeligt folketingsflertal sagde ja til EU´s Lissabon-traktat?



Som bekendt forpligter de valgte folketingsmedlemmer sig med deres underskrift til at overholde grundloven. Også selv om folketingsmedlemmer i praksis kan støtte sig til embedsmændene, herunder justitsministeriets redegørelser for forfatningsretlige problemer, er ansvaret over for grundloven deres. I sidste instans indebærer dette grundlovsansvar et politisk-moralsk ansvar over for befolkningen. En eventuel grundlovsovertrædelse er den største politiske forseelse, fordi den er en tilsidesættelse af selve grundlaget for demokratiet og befolkningens politiske suverænitet.



For et samfund der vil kalde sig demokratisk og et retssamfund er det vigtigt, at befolkningen kan kontrollere, at demokratiet og grundloven respekteres fuldt ud, navnlig når der er tale om politiske beslutninger med omfattende og indgribende betydning for vores politiske demokrati og dermed i sidste ende for vores samfund og hverdag. Netop den kontrol er meningen med grundlovssagen om Lissabon-traktaten, som Højesteret afsiger den endelige dom i - formentlig ret få måneder inde i det nye år. Indirekte bliver retssagen tillige en prøve på, om vores retssystem vitterlig fungerer efter princippet om, at retten skal dømme uafhængigt af den politiske (lovgivende og udøvende) magt. Da Højesteret i første omgang dømte, at sagsøgerne havde ret til at føre denne sag, dømte den klokkeklart juridisk i forlængelse af en tidligere Højesteretsdom, uanset at det var imod regering ønske.



Kontrollen er i dette tilfælde særlig vigtig, fordi sagen ikke kun drejer sig om indre danske forhold, men om Danmarks forhold til EU – altså til den mere omfattende politiske magt, vores danske politiske magt spiller sammen med i kraft af EU-medlemsskabet. Højesteret skal kontrollere og bedømme, om det gik rigtigt eller forkert til, da regeringen i sin tid tilsluttede Danmark til Lissabon-traktaten uden at følge Grundlovens § 20, som skal følges, når der afgives ”suverænitet” - dvs. danske myndigheders beføjelser - til EU. Den kontrol kan og skal Højesteret som nævnt udøve i denne sag ved at dømme uafhængigt af hensyn til folketinget og regeringen for at opfylde den rolle for demokratiet, Grundloven har tiltænkt retssystemet.



Da spørgsmålet om overholdelse af Grundloven i dette tilfælde er knyttet sammen med Danmarks forhold til EU, har kontrollen en særlig dimension, der både gør den mere juridisk kompliceret og politisk øm. Og som samtidig – demokratisk set – gør sagen tilsvarende væsentlig for hele den danske befolkning, der er berørt af, at 1) EU´s kompetence bygger på overgivet suverænitet og at 2) hovedparten af dansk lovgivning i dag er bestemt af EU-lovgivning og -ret. Retssagens mening er reelt at kontrollere, om politikerne efter Grundloven havde ret eller ikke ret til at forpligte Danmark af Lissabon-traktaten på den måde, de besluttede at gøre det? Skulle de ikke have fulgt en anden fremgangsmåde? Skulle de ikke have fulgt Grundlovens § 20, der siger, at der enten skal 5/6 flertal til det i folketinget eller en folkeafstemning? Det er retssagens hovedspørgsmål. Og Højesterets dom kommer uvilkårligt til at åbne for spørgsmålet, om ikke det i realiteten var og er politisk nødvendigt at sende traktaten til folkeafstemning.



Derudover må man regne med, at retssagen også vil kunne komme til at afklare nogle uhyre vigtige ting, som kan få betydning i fremtiden, når og hvis Danmark senere kommer til at tage stilling til, om vi vil tilslutte os nye tiltag, der betyder udvidelse af EU-institutionernes myndighed. På den måde kan retssagen både blive en bagudrettet kontrol af, om regeringen skylder befolkningen at rette op på noget – og en fremadrettet angivelse af, hvordan politikerne i fremtiden skal bære sig ad for at overholde Grundloven, hvis der igen bliver tale om eventuelt at tilslutte os ændringer af EU-systeme eller ej.



Endvidere må man regne med, at denne omfattende retssag også vil kunne afklare, om det er Højesteret eller EU-domstolen der i sidste instans afgør, hvad EU kan regulere. Hvilken af de to domstole har ”det sidste ord”? Afgives der med Lissabon-traktaten myndighed til EU så vidt, at Højesteret ikke længere har ”det sidste ord”? Svaret på det spørgsmål besvarer i realiteten spørgsmålet om, hvorvidt Grundloven er forfatning for et demokratisk politisk system i Danmark med sit dertil hørende, autonome retssystem.



Hvordan kan retssagen om Lissabon-traktaten overhovedet få så væsentlig og vidtrækkende betydning? Det kan den, fordi den handler om, hvorvidt justitsministeriets opfattelse af, om Danmark overgiver ”suverænitet” til EU ved at tiltræde Lissabon-traktaten er korrekt. Det spørgsmål står striden om. Justitsministeriet og regeringen påstår, at der ikke afgives ”suverænitet”, mens sagsøgerne – nu appellanterne – hævder, at der endda afgives ”suverænitet” i vidt omfang! Man kan også sige, at striden handler om, hvorvidt Justitsministeriets måde at vurdere, om der afgives suverænitet eller ej, er i overensstemmelse med såvel Grundloven som Lissabon-traktaten. Eller er Justitsministeriets vurdering utilstrækkelig, fejlagtig, uholdbar eller på anden måde problematisk. Det handler de fleste af sagens nu flere tusind papirsider om. Lad os blot nævne nogle af stridspunkterne:



1. Betyder Lissabon-traktatens massive afskaffelse af vetoretten og overgang til flertalsafgørelse som hovedregel ikke suverænitetsafgivelse?



2. Betyder det at Lissabon-traktaten ændrer EU's institutioner, så EU's politiske magt- og kompetencestruktur ændres, ikke også afgivelse af suverænitet?



3. Er det holdbart at benægte suverænitetsafgivelse med, at en traktatændring blot er en ”præcisering af allerede afgivet kompetence på andet retsgrundlag”?



4. Er det at regeringen ifølge Lissabon-traktaten ikke længere kan føre selvstændig udenrigspolitik ikke suverænitetsafgivelse, ja overtrædelse af en særlig bestemmelse i Grundloven?



Hvis Højesterets dom engang i første del af 2013 afgør, at regeringen og Justitsministeriet har absolut ret, bliver regeringen frifundet. Og så får sagen ingen politiske konsekvenser. Men hvis Højesteret finder, at sagsøgerne/appellanterne har ret og regeringen og Justitsministeriet uret, dømmes regeringen til at anerkende, at den har overtrådt Grundloven. Hvad er den politiske konsekvens af det? Ja, Højesteret kan eventuelt vælge - som regeringen selv ønsker – at give regeringen ret til at beslutte loven om tiltrædelse af Lissabon-traktaten efter den fremgangsmåde, Grundlovens § 20 bestemmer - ved en ny procedure. Det vil konkret sige, at enten 5/6 flertal i folketinget eller en folkeafstemning skal beslutte eller forkaste loven om tiltrædelse af Lissabon-traktaten.



Men hvis Højesterets dom giver appellanterne ret uden at Højesteret samtidig giver regeringen ret - og pligt - til at rette op på en forseelse i forhold til Grundloven, ja, så må den danske befolkning naturligvis forlange, at det sker. Hvad ellers? For hvis Højesteret konstaterer, at en regering med et folketing i ryggen i strid med Grundloven har misbrugt sin magt, skal den i sagens natur stå til ansvar over for indehaveren af den demokratiske ret og politiske suverænitet: befolkningen som Lissabon-traktaten har ”indgribende betydning for”. Derfor vil folkeafstemningskomite2010 i så fald sætte sig i spidsen for, at Lissabon-traktaten kommer til folkeafstemning, fordi befolkningen demokratisk set har lidt skade af, at politikerne ikke har efterlevet deres grundlovsansvar ved at tiltræde Lissabon-traktaten uden om Grundlovens § 20.



Komiteen vil i det hele taget fortsat arbejde for kontrol med, at Grundlovens § 20 overholdes i forbindelse med kommende EU-traktatændringer og/eller institutionelle ændringer.