NEJ til nattelukning af Livslinien til forebyggelse af selvmord.

Der er så meget, man tror kun sker for andre. Så mange ting det er umuligt at sætte sig ind i. Indtil man selv står i situationen. Nogle gange er det godt, at vi glemmer hvordan det føles, når det gør ondt. Ellers ville vi aldrig igen kunne tro på det gode. Ellers ville vi aldrig igen turde kaste os ud i livet. For det går op og det går ned. For os alle. Uanset hvor stærk du der. Eller tror du er.

Det sker heldigvis ikke for alle, at livet kaster os om kuld. Nogen formår at gå gennem livet uden skrammer. Hverken på krop eller sjæl. Men en gang i mellem sker det, at livet for nogen bliver så svært at leve, at det er nemmere at dø. Ikke fordi man ikke vil livet, men fordi det at leve, føles fuldstændig uoverskueligt.

Og det er en skam. Både at nogen skal have det sådan. Men værre endnu er det, at det for den enkelte er en skam at have det sådan. Når den følelse er altoverskyggende, er der ikke nogen at ringe til. For hvorfor bebyrde andre med noget, nu de selv har travlt med deres, og ikke har tid til at tage flere bekymringer på sig.

Til alt held har der frem til nu været et lille glimt af lys af håb i natten og mørket, hvor det er muligt at få fat i nogen, der kan hjælpe med at jage de mørke tanker bort. Bare for en stund. Indtil det er muligt at få fat i de, der er begrænsede af kontortider. Dæmoner trives som bekendt dårligt i lys og med frisk luft, så det er ikke der, de jagede har allermest brug for hjælp.

Kan vi ikke nok være søde at tage os af de, der har det dårligst!?! Vi har ikke råd til andet. Slet ikke menneskeligt.