Stop Hærvejsmotorvejen


Gæst

/ #30

2014-05-21 12:15

Randbøl Hede: Er den sidste rest af et meget større hedeområde, der blev dyrket op i slutningen af 1800-tallet. Arealet, der er tilbage, blev fredet i 1932 for at bevare naturtypen. Udover fredningen er Randbøl Hede og klitterne i Fredrikshåb Plantage omfattet af Natura 2000, habitat og fuglebeskyttelsesområdet. Området er på grund af den særegne natur et yndet sted for vandre- og rideture. Det meste tilhører staten, og der gøres meget ud af naturplejen. En motorvej i udkanten af dette område vil få meget store konsekvenser for naturoplevelserne og den rekreative værdi i området.

Vejle Ådal: Vejle Ådal er med i den naturkanon, der blev lanceret i 2010. Begrundelse for at udvælge Vejle Ådal :
Vejle Fjord og Vejle Ådal er den mest imponerende af de dale, der præger Jyllands østkyst. Dalkomplekset er dannet som en bred tunneldal under sidste istids største isfremstød. Fjordens nordkyst har stejle klinter med plastisk ler og spændende plante- og insektsamfund, samt skove med gammel bøg.
I sydkystens klinter findes miocæne lag, og skovene omkring Munkebjerg rummer bevoksning af taks. Sidedalen, Grejs Ådal, med omgivelser virker nærmest som et bjerglandskab. Langs å-systemerne udspringer mange kilder og væld. Ådalene rummer bestande af den sjældne pattedyrart, birkemus.
Desuden er Vejle Ådal et meget stort område, som i dag er relativt uberørt af tekniske anlæg. Faktisk valgte man i 60’erne at skåne netop ådalen for motorvej ved at bygge Vejlefjordbroen.

Motorvejen vil med stor sandsynlighed komme til at gå i udkanten af fredede områder som Hald Ege og Dollerup Bakker ved Viborg, Bølling Sø, Hampen Sø og en række andre kulturhistoriske steder med gravhøje samt selve Hærvejen, som tusindvis af mennesker årligt traver og cykler på.