Nej tak til statens salg af DONG til Goldman Sachs

Fællesskabet smuldrer
Det er tid til forandring. Det er tid til – for at sige det på en gammeldags, men meget aktuel måde – en større solidaritet. Der er behov for solidaritet mellem mennesker, kommuner, regioner, lande. Der er behov for et meget mere nuanceret vækstbegreb. Solidaritet kunne være en relevant vækst-dimension, livskvalitet kunne være en anden relevant dimension. Og der kunne peges på mange andre dimensioner af vækst end den simple, kortsigtede, materielle og økonomiske væksttænkning, som vi tilsyneladende alle er besat af, herunder alle de politikere og eksperter, der morgen og aften taler om, at vi skal tilbage på vækstsporet.

Hvorfor skal vi det? Skal vi det for at kunne dele noget mere med de milliarder af mennesker, der mangler det meste af alt det, som vi andre har i rigelige mængder? Vi stønner og jamrer over, at velfærdsydelserne bliver en lille smule reduceret på grund af finanskrise og meget andet. Men tænker vi samtidig på, at selv med disse reducerede velfærdsniveauer ligger vi fortsat langt over, hvad milliarder af mennesker andre steder på kloden har, og hvad milliarder af mennesker overhovedet har fantasi til at forestille sig?

Tænker vi den tanke, og tænker vi ud fra den tanke over det gamle begreb solidaritet?

Begreberne fællesskab og solidaritet forudsætter et fænomen, som vi sjældent taler om, formentlig fordi vi ikke bryder os om det eller ligefrem har glemt eller fortrængt det, nemlig pligt. Fællesskaber kan ikke leve og overleve, hvis alle bare råber rettighed og skraber til sig. Hvis alle er optaget af rettigheder, af kontraktuelle rettigheder og garantier for både det ene og det andet, men ingen er optaget af pligter og forpligtelser, ja, så falder fællesskaberne fra hinanden. Og det er, hvad der er ved at ske.
Af professor Hildebrandt
Mandagmorgen