BEVAR KUNSTHALLEN GL. HOLTEGAARD
Støt Kunsthallen Gl. Holtegaard med din underskrift.
Gl. Holtegaard har i mere end 30 år været kunsthal for skiftende udstillinger for et stigende lokalt, nationalt og internationalt publikum. Kunsthallen præsenterer et ambitiøst udstillingsprogram, som byder på æstetiske, sanselige og erkendelsesmæssige oplevelser.
Det vil vi gerne kunne blive ved med at tilbyde jer!
Kunsthallen Gl. Holtegaard er et vidunderligt sted for udstillingsaktiviteter, hvor både hus og have på sin egen unikke måde er en del af den kunstneriske oplevelse. Kunsthallens placering i arkitekt og hofbygmester Lauritz de Thurahs historiske barokanlæg gør at samspillet mellem den barokke arkitektur, parkanlæg og de intime, næsten hjemlige udstillingsrum skaber stor diversitet for den kunstfaglige udfoldelse.
I årevis har kunsthallen vist udstillinger med både danske og udenlandske topnavne, både nulevende og afdøde mestre. Herunder kan nævnes Fernand Léger, Trine Søndergaard, Isaac Grünewald, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Franciska Clausen, Frederik Næblerød, Rita Kernn-Larsen, Malene Landgreen, Robert Rauschenberg, Jesper Just, Emily Gernild, Imogen Cunningham og mange, mange flere.
Gl. Holtegaard danner hvert år ramme om et mangfoldigt aktivitetsprogram både inde og ude, som knytter sig til udstillingerne samt Gl. Holtegaard som sted og kulturinstitution. Her er der tale om aktiviteter og arrangementer som kunstnersamtaler, foredrag, årets Æbledag i barokhaven, samt kreative tilbud for børn og voksne, omvisninger, havevandringer, koncerter samt omfattende undervisningstilbud til skoler.
I slutningen af juni 2023 opsagde et flertal i kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune den økonomiske aftale med kunsthallen Gl. Holtegaard. Findes der ikke en politisk løsning, må kunsthallen dreje nøglen om ved udgangen af 2024.
Vi ønsker med denne underskiftsindsamling at vise kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune, at borgerne støtter en kunsthal på Gl. Holtegaard i 2025 og fremefter.
Skriv under her, hvis du ønsker at bevare og støtte kunsthallen på Gl. Holtegaard.
Tak for din opbakning – sammen er vi stærkere!
Venlig hilsen
medarbejderne på kunsthallen Gl. Holtegaard
Bente Scavenius, kunsthistoriker og kunstkritiker
»Gl. Holtegaard har en væsentlig rolle på den danske kunstscene. Stedet har været professionelt drevet i mange, mange år af nogle af landets bedste kuratorer, så alene derfor har vi haft den ene gode udstilling efter hinanden. Det er et sted, hvor den helt aktuelle samtidskunst har været vist og udstillinger af mere kunsthistorisk art. Det er et sted, der veksler mellem noget helt dagsaktuelt, og noget der har en større kunsthistorisk reference. Det gør det til et betydningsfuldt sted. Jeg har virkelig set mange udstillinger der, fordi det er et sted man skal se udstillingerne. Det er jo også et sted, der har været meget omtalt og anmeldt og ikke mindst et sted, hvor fondene gerne vil bidrage til den udstillingspolitik, der føres der. Gl. Holtegaard er et væsentligt sted, som jeg slet ikke kan forstå, man kan undvære«
Kilde: Kulturen P1, DR, 3. juli
Nina Peitersen, kommunikationsansvarlig på Gl. Holtegaard Kontakt forfatteren af dette andragende