STOP CHIKANEN AF ØKO-LANDBRUGET HEGNSHOLT

”Vi ønsker at tingene går rigtigt for sig” (borgmesteren i Lejre Posten)   

Kære borgmester Tina Mandrup (V) og viceborgmester Grethe Saabye (kons.)  

Det prisbelønnede økologiske landbrug og gårdbutik Hegnsholt er truet af en konflikt med Lejre Kommune.

Konservative, Venstre og Danmarksdemokraterne lavede i 2022 en aftale om, at Hegnsholt kunne have høns gående i en kommende klimaskov, som skal etableres på kommunal jord ved Hegnsholt.  

Lejre kommune havde dog ikke undersøgt sagen til bunds. Loven forbyder nemlig hønsehold i klimaskov.  

Iværksætter Johanne Schimming, der driver Hegnsholt, har investeret op til en halv million kroner i bl.a. hegn til det kommende hønsehold i klimaskoven i forventning, om at kommunen overholdt aftalen, hvor der står: “Efter skovrejsning er Lejre Kommune indstillet på, at forpagters høns kan gå på skovrejsningsarealet”.

Borgmester Tina Mandrup har selv udtalt: ”Jeg ville da ønske, at vi i 2022 var helt hjemme i skovloven”   Nu har Lejre kommune så krævet, at hegnet nedtages, og at den lille privatøkonomiske virksomhed Hegnsholt selv betaler regningen.   

Lejre Kommune har hyret advokatfirmaet Bech Bruun til at true med fogeden og kræve at Hegnsholt skal fjerne hegnet for egen regning senest 11.juli. Uden kompensation eller nærmere aftale.  

Borgmester Tina Mandrup har i forbindelse med sagen udtalt, at ”hvis der er noget, jeg er optaget af, så er det netop, at tingene går rigtigt for sig, … og at man har respekt for, hvor ansvaret ligger.”  

Det vil vi gerne holde borgmesteren, og viceborgmesteren fast på.

Vi – underskrivere af denne skrivelse opfordrer Lejre Kommune og Hegnsholt til i samarbejde  (uden trusler om retssag og dyre advokater) at finde en hurtig og mindelig løsning, som både tilgodeser klimaskov og friholder Hegnsholt for udgifter, som vil være en voldsom belastning for den socio-økonomiske virksomhed, der dyrker trivslen for dyr, mennesker, biodiversitet, lokale samarbejder og klimaet.


Claus Vittus - Kunde hos Hegnsholt , Lejre    Kontakt forfatteren af dette andragende