Jeg er selv sygeplejerske i et sundhedssystem, der ikke er faldet fuldstændig fra hinanden af den ene grund, at sundhedspersonalet vælger deres fag ud fra medmenneskelige interesser og derfor er villige til at strække sig urimeligt langt for at nå målene, da det er tydeligt for enhver, at patienterne ellers bliver de store tabere i et system der ønsker høj kvalitet, men ikke vil betale for det.
Problemet er bare at prisen for at strække sig så langt er fejl og angsten for at lave fejl samt den konstante følelse af utilstrækkelighed... Også privat, da alle ressourcer bliver udtømt, når man er på job.

#13: -  

 og jeg er fuldstændigt enig. Men hvad nu hvis vi selv tager ansvaret for at vi ikke løber os ihjel. At vi går roligt til opgaverne og har is i maven og kun gør det vi kan nå og ikke haster os igennem, som vi i årevis har gjort. og så giver ansvaret til vores ledere til at finde en løsning på det, vi ikke nåede?  I hver dag i hver vagt?