I stedet for at gå op i spids over om det skal hedde mand, kvinde eller fittelihut for den sags skyld, så tænk på jer selv som mennesker. Det gør vi andre.. Mennesker kære venner. I har de samme menneskelige rettigheder som os andre, både rent moralsk og også via loven.

I spørger hvad I skal kaldes? Giv mig dit fornavn, så ved jeg udmærket godt hvad jeg skal kalde dig.

Det er race diskussion om igen, skal det hede afrodansker eller sort eller neger.. bla bla bla, vi har et fint ord for det hele allerede. Menneske. Det er ingen grund til at vi deler os op i mindre og mindre grupper.

#1: Jacob - Forslag

Der er ret gode grunde til at finde en anerkendt betegnelse. For eksempel hvis vi snakker om racisme, siger vi jo ikke, at 'menneskers' rettigheder bliver tråt på, vi har historisk snakket om, at 'sortes' rettigheder blev tråt på. Sprogets præcision er enormt vigtig for at kunne udveksle viden, og derfor klassificerer man folk på kryds og tværs. Tænk at man behøver at forklare dette i det 21. århundredes kommunikationsbaserede samfund.

Nej, de spørger ikke hvad, de skal kaldes, de vil kaldes interkønnede, og det lyder som en ret reel betegnelse, siden 'inter' er latin for 'mellem'.

Du siger, at det er racediskussion om igen. For mig, lyder det du foreslår, som da en sort mand blandt en gruppe mennesker skulle beskrives i USA, men en eller anden turde ikke benævne, at han var den eneste sorte i den gruppe af mennesker, og det besværliggjorde processen. Muligvis en urban myth, men det er jo disse absurditeter, mangel på karakteristik fører med sig.

Lad os starte med at give de interkønnede en titel, så er det nemmere at kæmpe for alle deres andre (fælles) menneskerettigheder.

#1: Jacob - Forslag

Jeg vil bede jer om at være søde, følsomme, vidende og empatiske i jeres kommentarer:

Prøv at læse denne gamle artikel i Information: http://www.information.dk/162350

Forstil jer, at i er Anna,

"I omklædningsrummet

Efter idrætstimerne deles eleverne. Drengene går ind i drengenes omklædningsrum, og pigerne går ind i pigernes. Blandt de nøgne kroppe og fugtige håndklæder taler pigerne om pigeting. For eksempel menstruation. Lidt derfra står Anna. Hun får aldrig menstruation. For 14-årige Anna har også CAIS.

Anna fortæller om oplevelserne i omklædningsrummet, hvor hun bliver sin anderledeshed bevidst, når snakken falder på bind og tamponer:

"Det er mærkeligt. For det vil jeg aldrig kunne snakke med om på den måde. Så bliver jeg ked af det. Så er jeg måske alligevel ikke en normal pige," siger hun.

Umiddelbart er der ingen forskel på Anna og de andre piger. Bortset fra det gennemsigtige plaster på Annas lænd, som afgiver små doser østrogen til hendes krop, så hun kan vokse og udvikle bryster. For tre år siden fik hun bortopereret testikelvæv fra kroppen, og uden det producerer hun ingen kønshormoner selv. I snart tre år har familien vidst besked om Annas intersex-tilstand, og beskeden var svær at håndtere for en 12-årig pige.

"Dengang var jeg sur og vred over det hver dag, for jeg følte, det var uretfærdigt. Mit liv var lige begyndt! Og så fik jeg bare sådan noget lige i hovedet," fortæller Anna og fortsætter:

"Jeg er stadig ked af det en gang imellem, men der er jo ikke noget at gøre ved det nu. Det er sådan, jeg er."

Hver eneste celle i Annas krop indeholder et Y-kromosom, men det er et biologisk forhold, der dagligt bliver modsagt af Annas spinkle pigekrop og umiskendelige hvin. Og sådan tænker hun også selv:

"Jeg er en pige, og det har jeg altid været. Jeg er ikke en normal pige, men jeg er en pige," siger hun.