Bevar studiemiljøet på SAMF og KUA!
Københavns Universitets beslutning om at flytte SAMF til Søndre Campus (KUA) har store konsekvenser for både studerende og ansatte. Måden denne beslutning er blevet truffet på og den forslåede Campusplan risikerer at undergrave studiemiljøet og trivslen på begge campusser – og det må vi ikke lade ske.
Vi ser desværre endnu et eksempel på, hvordan studerende bliver nedprioriteret i universitetets beslutningsprocesser. Kommunikationen omkring campusplanlægningen har været mangelfuld, og de studerende og ansatte er ikke blevet tilstrækkeligt inddraget. Samtidig synes der at mangle en grundig overvejelse af, hvordan denne ændring vil påvirke det sociale og faglige miljø, som er så afgørende for trivsel og fællesskab på universitetet.
Flytningen vil ikke bare forringe studiemiljøet for de studerende på SAMF, men også belaste Søndre Campus, som allerede har begrænset kapacitet og ressourcer. Planen mangler realisme og hensyn til de mennesker, der hver dag bruger de to campusser.
Med denne underskriftsindsamling kræver vi, at ledelsen revurderer den plan der er blevet lagt. De studerende, fagrådene og studiecaféerne skal inddrages aktivt i planlægningen af fremtidens Søndre Campus. Kun ved at tage hensyn til både de sociale og faglige miljøer kan vi sikre en bæredygtig løsning, der gavner alle.
Din underskrift kan gøre en forskel! Lad os sammen vise universitetet, at vi ikke vil acceptere beslutninger, der går på kompromis med vores trivsel og studiemiljø.
Asger Vang Jørgensen Kontakt forfatteren af dette andragende