Restaurant Vejlegården

Amin Skov må som minimum definere, hvad han mener med "industrisamfundets forældede klassetænkning" inden han efterfølgende fremlægger argumenterne for, at det er der vi hænger fast.

At den danske model er verdensberømt for at sikre stabilitet på arbejdsmarkedet er forståeligt.

Den danske model er en udløber af Septemberforliget fra 1899, hvor man anderkendte hinandens ret til at organisere sig og til at regulere løn- og arbejdsvilkår gennem indgåelse af kollektive (ikke individuelle) overenskomster. Retten til konflikt inkl. strejkeret og lockoutret er også en del af den danske model i form af "Hovedaftalen" mellem LO og DA. Heri anderkendes også retten til at blokader og sympatikonflikter.

Det er da ikke den danske model der fejler, blot fordi Amin Skov ikke synes, at hans ansatte skal nyde godt af de gode arbejdsforhold, som den danske model garanterer.

For at opnå en konkurrencefordel indgår Amin Skov en individuel overenskomst, som byder på nogle voldsomt forringede løn- og arbejdsvilkår i forhold til den øvrige del af restaurationsbranchen, som følger den kollektive overenskomst på området.

Derfor rammes Restaurant Vejlegården af blokader og sympatikonflikter fra bl.a. skraldemænd og postansatte, som ved, at de har den danske model at takke for de gode arbejdsforhold og de rettigheder, som eksisterer i deres job.

Der er ingen der benægter, at den dårlige individuelle overenskomst, som Amin Skov har tegnet, er lovlig, men da individuelle overenskomster ikke er en del af den danske model som aftalt mellem arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer, har Amin Skov ret beset selv iværksat den, ligeledes lovlige, konflikt, som har ramt ham.