Luk de danske grænser NU!


Gæst

/ #1713 Sådan fordrejer journalister sandheden om indvandringen

2017-10-06 20:42

TV2 MIDTVEST, der er en af TV2’s regionalstationer kører en serie om mennesker, der bor eller har boet på asylcenteret i Hanstholm.

 
En af dem er Asri fra Somalia. Hun har boet i hele 4 ½ år på asylcenteret med sine to døtre Farhiya og Maria. 

I indslaget om hende bliver hun fremstillet som flygtning, selv om intet tyder på, at hun faktisk er flygtning. Hun er snarere en af de talløse afrikanere, der forsøger at komme til Europa for at få et bedre liv. 

Flerkoneri i muslimske Somalia

Asri kommer fra det muslimske Somalia. Her er det tilladt mænd at have fire koner – sådan som Koranen foreskriver. Derfor giftede Asris mand sig med kone nummer to. 

Det ville jeg ikke finde mig i, jeg var jaloux og blev skilt, fortalte Asri tidligere i år til TV2 MIDTVEST. 

Men hun kunne ikke forsørge sig selv, fordi den radikale muslimske gruppe Al Shabaab havde magten i hendes landsby, siger hun. Og Al Shabaab mener, at det er i strid med islam, hvis kvinder arbejder. 

Asri var altså hverken personlig forfulgt eller truet af krig og død. Men TV-indslaget stiller slet ikke spørgsmålet: Hvis det er rigtigt, at hun ikke kunne arbejde i sit eget område i Somalia, hvorfor flyttede hun så ikke inden for Somalia i stedet for at rejse til Europa? 

Systemets sammenbrud

Selv om Asri næppe var flygtning, kom hun uden videre ind i det fuldkommen hullede Italien. Asri søgte om asyl der, og hun fik Farhiya til landet. Men efter cirka fire år rejste hun videre, uden at hendes asylsag var afgjort. 

I Italien skal asylansøgere forsørge sig selv. Men da Asri efter nogle år blev gravid, var det umuligt at arbejde og tjene penge. Derfor rejste hun videre mod Danmark, lyder hendes forklaring. 

Journalisten kalder det, at hun flygtede fra Italien. Flygtet fra hvem og fra hvad? Italien er altså ikke et land, som producerer flygtninge. Hvorfor siger journalisten det så? Velsagtens fordi hun prøver at fremstille Asri som en flygtning, selv om hun ikke er det. 

Asri prøvede så lykken i Danmark. Men her hang hun også fast på asylcenteret i Hanstholm sammen med sine døtre.  Efter 4 ½ år boede de fortsat på asylcentret. Det glade vanvid. 

Reglen i EU er, at man skal have sin asylansøgning behandlet i det EU-land, som man først er kommet til. Det er en fornuftig regel, der skal forhindre, at migranter bare rejser rundt og udsøger sig det bedste land. ‘Asylshopping’, som det kaldes. 

Men systemet har været brudt sammen, fordi forholdene i Italien har været kaotiske. Derfor blev Asri simpelt hen hængende i Danmark uden at få sin sag behandlet. 

Imens blev Farhiya en del af det danske samfund og klarede sig fint. Samtidig blev Asri sendt på svejsekursus og på danskkursus. 

Hun er “flygtning fra Danmark”!?

Men nu er Danmark begyndt at sende folk tilbage til Italien. Derfor blev Asri kaldt til samtale i Sandholmlejren. Familien dukkede dog aldrig op i Sandholm.

Asri lavede simpelt hen sin helt egen ‘asylpolitik’, der brød med asylreglerne i Danmark og EU. Hun rejste ifølge TV2 MIDTVESTs oplysninger illegalt til Tyskland i februar. Hun har intet at gøre der. Men hun prøver at finde et land, hvor hun gerne vil have sin sag behandlet. 

Dermed bliver asylsystemet til et helt uholdbart tag-selv-bord. Systemet ender i et kaos, hvor næsten alle så bare vil forsøge sig i de velhavende nordeuropæiske lande. 

Men sådan bliver det slet ikke fremstillet i TV2 MIDTVEST. Her taler journalisten om, at Asri “flygtede” fra Danmark til Tyskland. Flygte fra Danmark!? Det er jo absurd.

Sødladen underlægningsmusik

Sigtet med TV-indslaget synes at være, at Asri skal fremstilles som en flygtning, der skal have ret til at  slå sig ned i Danmark, selv om hun formentlig ikke er flygtning, og selv om hun skal søge asyl i Italien.

Journalisten ved formentlig godt, at Asri ikke har nogen ret til at være her. Men hun forsøger præge vores holdning ved hele tiden at slå på, hvor sympatisk hun er, og hvor søde hendes døtre er – og sådan virker de sandelig også. 

Indslaget laver oven i købet det grove brud på journalistiske principper, at man lægger en sødladen underlægningsmusik under optagelserne med Asri og døtrene, så vi bliver bragt i den rette stemning og helt opgiver vores kritiske sans. 

Millioner af afrikanere

Meget tyder på, at Asri er en af de mange hundrede tusind afrikanske migranter, der strømme til Europa i håbet om at få et bedre liv. 

Hvis vi skulle åbne dørene for denne folkevandring, ville vores samfund bryde sammen. Vi er nødt til at styre stramt og have skrappe regler for, hvem der kan komme hertil. Og reglerne skal overholdes. 

Hvis Asri og hendes døtre kan slå sig ned i Danmark, vil der i de kommende år være millioner af afrikanere, der kan gøre det samme. Mange af dem fra muslimske lande.

Hvis man mener, at vi skal den vej, så skal man sige det ærligt. Men det gør TV2-indslaget ikke. Det fordrejer virkeligheden.