Nej til statens berøvelse af asylansøgernes ejendele!

Tusind tak for jeres underskrifter og jeres engagement. Som I nok allerede ved er L87 nu blevet vedtaget i sin ændrede form. Det er først og fremmest en ulykkelig ting i sig selv. Det er samtidigt også glædeligt at se hvordan det store pres fra både civilsamfundet, dele af medierne, nogle politikere og sågar også politiet har været med til at ændre enkelte dele af forslaget. Det indbefatter at værdigenstande med affektionsværdi er helt undtaget, og at grænsen for det beløb, som en asylansøger må bringe med sig, er rykket fra 3000 til 10.000 kr. Det er selvfølgelig svært at trøste sig ved, når man tænker på, at et ellers grusomt lovforslag nu er stemt igennem med et stort flertal. Man kan roligt argumentere for, at den voldsomme internationale kritik af Danmarks kurs indenfor flygtningepolitiken har sin absolute berettigelse.

Igen vil jeg rette en tak mod alle jer, der har bidraget til kritikken af det lovforslag, der nu er stemt igennem. Det er vigtigt at huske sig selv og andre på, at det er nødvendigt, at vi markerer os på forskellige måder, og taler højt om hvad disse stramninger har af betydning for menneskers liv og sågar for Danmarks internationale ry. Husk på, at det faktisk kan virke, og at lovforeslaget blev ændret til et mildere af slagsen. Det bliver ikke muligt at tage folks vielsesringe, halskæder, armbånd eller andre sager, der har følelsesmæssig betydning for disse mennesker. Og hvis civilsamfundet, organisationer og andre kritikkere ikke havde råbt op, så kunne det ellers have været tilfældet. I er en del af denne kritiske røst, og det skal I blive ved med at være.

Dette forum har været spændende at følge med i og deltage i. Nogle har argumenteret sagligt, mens andre henfalder til barnlige personangreb, når de løber tør for argumenter. Det er selvfølgelig kedeligst for dem selv, for dialoger med andre mennesker vil utvivlsomt være fattige med en sådan indstilling. Endvidere har jeg bemærket, at nogle tendenser, der har gjort sig gældende i den politiske diskurs, i høj grad præger argumentationsformen og måde at ræsonnere på for nogle mennesker. Især den del hvor man gør en gigantisk del af verdens beboere til syndebukke for nogle individers kriminelle opførsel på baggrund af et religiøst tilhørsforhold. Vi skal selvfølgelig behandle mennesker ud fra hvordan deres egne individuelle handlinger manifesterer sig i samfundet. Det er klart, at det kan være svært at opleve de mange positive og bidragende handlinger, som flygtninge realiserer, hvis man blot nøjes med at læse Den Korte Avis, BT, Ekstra Bladet og Jyllandsposten. Det er i det virkelige liv, at man kan få afkræftet fortællingen om at mennesker enten er terrorister eller voldtægtsforbydere på baggrund af deres religiøse tilhørsforhold. Det er der man lærer en sandhed om, at vi har med mennesker at gøre, og ikke dyriske skabninger. Forældre og børn, der ikke kunne drømme om at slå ihjel eller krænke andre. Politikerne har så travlt med at vise sin enorme handlekraft, i form af brutal lovgivning, for at høste stemmer fra en befolkning, som de har skræmt fra vid og sans, i og med at flygtningen par excellence gøres til syndebuk for både alle økonomiske og sikkerhedsmæssige trusler.

Flygtningen og asylansøgeren udstødes fra det juridiske fællesskab, og bliver sagte strippet for politisk status. Man ekskluderer dette menneske fra enkelte rettigheder ad gangen, og begrunder det med en "objektiv" tilstand af nød, selvom en sådan tilstand er subjektiv. Det gør man så indtil man har reduceret det fra dets sidste mulighed for at hævde sig selv som et menneskeligt politisk subjekt, og man slører til sidst fuldstændigt distinktionen mellem menneske og dyr. Dermed bliver det selvfølgelig også nemmere at få opbakning til sådanne tiltag fra øvrige borgere i staten. Jo sværere det er at skelne et menneske fra et dyr, jo mindre ser man noget af sig selv i dette menneske, og jo mindre indtryk gør det på éns sjæl, når det menneske berøves sin frihed, ejendele og familie. Flygtningen skubbes over denne tærskel mellem dyr og menneske. Og det er ikke blot lovvedtagelsen af L87, der maler ethvert håb for flygtningen fuldstændigt sort, men isærdeleshed fremtidige lovgivninger, der yderligere kommer til at reducere dennes rettigheder til et dyrs. For under de mest brutale folkemord, man hidtil har set, er mennesker ikke blevet myrdet som mennesker, men "som lus".

De tegn man ser på en anerkendende tilgang til flygtningen er i civilsamfundet, hvor enkeltindivider mødes og oplever, at de faktisk har noget tilfælles med hinanden. Ud fra dette punkt kan forståelse og solidaritet opstå. Derfra kan hadet og forfølgelsen af samfundets svageste forhåbentlig fordrives.