Bevar Palads
Bevar Palads
Med din underskrift tilkendegiver du, at du ønsker, at den over 100 år gamle Palads bygning på Axeltorv i København skal bevares.
Nordisk Film har ejet bygningen siden 1926, men ønsker nu at rive Palads ned og erstatte det med et stort kontorbyggeri med biograf i kælderen. I foråret 2020 fremlagde Nordisk Film et projekt udarbejdet af tegnestuen BIG. Projektet blev droppet pga massiv folkemodstand. I efteråret 2022 fremlagde Nordisk Film tre nye forslag tegnet af Cobe. Alle tre forslag indebærer en total nedrivning af den nuværende bygning.
Palads Teatret på Axeltorv i København stod færdigt i 1918, og har siden fungeret som biograf. I en periode var Palads verdens største biograf. Bygningen er tegnet af arkitekterne A. Clemmensen og J. Nielsen og bygget af Sophus Madsen. I 1989 fik bygningen sine ikoniske farver, da kunstneren Poul Gernes fik til opgave at udsmykke bygningen.
Poul Gernes var en ener indenfor den danske kunstscene. Da han fik opgaven med at udsmykke Palads, havde han været professor på Kunstakademiet og en af bannerførerne sammen med bl.a. Bjørn Nørgaard og Per Kirkeby på eksskolen, den eksperimenterende kunstskole. Efter sin død i 1996, har hans værker fået bred international anerkendelse bl.a. i forbindelse med den store, internationalt kendte kunstmanifestation Documenta i Kassel i 2007, og i 2016 viste Louisiana en stor udstilling med Gernes’.
Palads er ikke fredet, da Nordisk Film gennem sin ejertiden har lavet så mange ændringer indendørs, at betingelser ikke er opfyldt. Heldigvis er dele af den oprindelig foyer stadig intakt. Foyeren har fantastiske vægmalerier, et enestående loft, smukke søjler og et vidunderligt marmorgulv. Der er intet bæredygtigt i at rive ned. Det er utænkeligt at en ny bygning vil indeholde samme detaljerigdom og kvalitet af materialer.
Med sin lange historie og sine ikoniske farver er Palads et københavnsk unikum, som appelerer til børn og voksne fra hele landet. Palads er en bygning, man lægger mærke til og ikke glemmer. Måske egner bygningen sig ikke længere til at være biograf, det har vi ingen holdning til. Så må den bruges til noget andet. En nedrivning af Palads vil være et både kulturhistorisk, kunsthistorisk, arkitektonisk og folkeligt tab for København og alle der kommer forbi. Store grå kontorbyggerier er vist ikke en mangelvare. Men vi har kun en regnbue.
Hvis Nordisk Film indsender et endeligt projekt, er det Københavns Kommune, der skal give tilladelse til at rive Palads ned. Det er derfor vigtigt, at de københavnske politikere forstår hvor højt elsket Palads er.
Følg vores Facebookside https://www.facebook.com/bevarpalads/
og find os på Instagram @bevar_palads
Fotos af @amillabetiina, Amalie Strømberg Loft og Ask Hasselbalch
Bevar Palads Kontakt forfatteren af dette andragende