Beskyt Veddelev Børnehus
Skole- og børnudvalget i Roskilde kommune skal d. 26. September behandle forslaget om kapacitetsændring i Veddelev Børnehus. Forslaget lyder på at nedjustere antallet af pladser i børnehuset.
Veddelev Børnehus er kulturskabende, kulturbærende og samlingspunkt for alle børnefamilier i Veddelev. Med en forventet øget tilflytning af børnefamilier til Veddelev, har trivselsrådet i børnehuset forfattet et høringssvar (læs nedenfor). Som vi meget gerne vil supplere med en række underskrifter, der underbygger pointerne i høringssvaret.
Underskriftindsamlingen er for dig der har børn i Børnehuset, dig der har haft det, dig der er borger i Veddelev og værdsætter kulturen og sammenholdet i lokalmiljøet.
Venlige hilsner
Trivselsrådet i Veddelev Børnehus
Høringssvar, FKU Veddelev Børnehus
Beskyt Veddelev Børnehus
Roskilde skal have større, geografisk nære institutioner for at sikre børns trivsel.
Hvorfor så skære i klyngens både fjerneste og mest søgte institution?
Når man bor i Veddelev eller har en relation til Børnehuset, er forslaget ikke behagelig læsning. Vi kan godt kalde det en undren. Men forslaget giver ærlig talt mere anledning til grå hår end kløe i hovedbunden.
Kernen i forslaget er sammenlægningen af otte institutioner til fire. Men nednormeringen af Veddelev Børnehus passerer igennem uden grundige argumenter og overvejelser af den kontekst, institutionen lever i.
Veddelev Børnehus er en central institution på halvøen. Både som tilbud til de mange børn herude, men også som samlende sted for aktiviteter, hverdagen og lokal identitet. Børnehuset er det naturlige mødested for en stor del af byens sociale liv og lægger faciliteter til en række af arrangementer. Og med sin fjerne placering, er der ingen lokale alternativer for halvøens familier.
Derfor er det problematisk, når forslaget anbefaler at nedjustere antallet af pladser. For at opsummere ser vi fem gennemgående problemer i forslaget.
Skrøbelighed. Nednormeringen rykker Veddelev Børnehus tæt på den grænse, vi vil undgå.
Med en normering på 54 børn, er vi 5 børn fra at være en lille institution. Samtidig må vi også gå fra fire til tre børnegrupper. Forslaget og grundlaget fremhæver selv dette som både dyrere og mere skrøbeligt end større institutioner. Vi kan ikke se argumentet for at gøre institutionen skrøbelig.
Efterspørgsel. Veddelev Børnehus er meget søgt. Med god grund
Børnehuset kører ofte på maksimal kapacitet, fordi det dels er velfungerende og dels er det eneste realistiske alternativ for mange familier. For de fleste vil en anden institution medføre bilture til Himmelev og behov for en bil nr. 2. Forslaget skriver desuden, at der var 8 på venteliste. Det er forkert. Det reelle tal er langt over.
Kultur. Veddelev er en del af Roskilde. Men ikke det samme som Roskilde
Forslaget bygger på en gennemsnitsberegning for Roskilde. Det er helt forståeligt, når vi laver ændringer for hele Roskilde. Men billedet gentager sig ikke i Veddelev. Det tager ikke mange ture gennem byen for at se det massive generationsskifte, der er i gang. Og hvis anekdoter ikke rækker, kan det samme ses i salgstal for ejendomsmæglerne.
Fremskrivning. Vi går over normeringen selv hvis ingen flytter til eller bliver skoleudsat
Hvis vi fremskriver antallet af børn, kommer der i april 2025 til at være 48 (8 over foreslået normering) børnehavebørn. I april 2026 er tallet 46. Det forudsætter dog, at ingen børn bliver skoleudsat, hvilket stort set aldrig sker, og at ingen tilflyttere har børn over 2,9 år, der burde få plads.
Trivsel. Vi sikrer ikke bedre vilkår ved at sende børnene ud af byen, hvor de bor.
Forslaget håber på at sikre de bedst mulige vilkår for Roskildes børn. Naturligvis. Men som vi tidligere har gjort opmærksom på, mangler vi faciliteter i børnehuset. I mange år har institutionen måttet improvisere og tilpasse sig for at følge med tilflytningen og efterspørgslen i Veddelev. Og at sende børn til fx Trekroner (der ligger i et andet skoledistrikt) eller til Himmelev, er ikke en løsning. De mindste børn har brug for relationer til dem, de møder på vejene, hvor de bor. Ikke dem, de møder, når de når skolealderen.
Trivselsrådet i Veddelev Børnehus Kontakt forfatteren af dette andragende