Afkriminaliser besiddelsen af Psilocybin (Magiske) Svampe
Europas mest hallucinogene svamp, 'spids nøgenhat', stortrives i Danmark. Svampen indeholder det aktive stof psilocybin - et såkaldt psykedelisk stof - som nylig forskning tyder på har et kæmpe potentiale for at behandle depression, samt hjælpe folk ud af deres nikotin- og alkoholafhængighed.
Den står stolt derude og svajer i den danske muld, i skovbryn og på åbne sletter, især hvor klovdyr græsser. Svampen er den stærkeste af sin art i Europa. Og i disse efterårsdage vandrer plukkelystne danskere rundt med bunden i vejret og hovedet i græsset for at finde den lille svamp.
Den ulovlige natur
Selvom den lille klokkeformede svamp står frit tilgængelig i den danske muld, så gør tusinder af danskere sig til hardcore kriminelle når de plukker den lille svamp. Spids Nøgenhat har nemlig siden 2001 været ulovlig at plukke og besidde [1]. Den officielle årsag: Stor risiko for 'bad trips' og forgiftning.
Denne årsag modtager imidlertid stor kritik fra forskere og stofaktivister.
Svampenes historie og potentiale
Psilocybinsvampe har været anvendt af forskellige folkefærd i årtusinder [2]. Indtil midten af det 20. århundrede var konteksten ceremoniel og spirituel. Mest kendt for sin brug af svampene i en spirituel kontekst er Mazatec folkefærdet i det sydlige Mexico. Det ændrede sig den 29. juni 1955, da vicepræsidenten for JP Morgan, R. Gordon Wasson, rejste til Mexico med en fotograf og mødte medicinkvinden María Sabina, og de blev "de første hvide mænd i historien til at indtage de guddommelige svampe."[3]
Herefter fulgte 68'er generationens heftige og sommetider uansvarlige brug af psykedelika som LSD, Meskalin og Psilocybin. Få år efter blev samtlige af de klassiske psykedeliske stoffer ulovliggjort og den spirende forskning i stoffernes medicinske og terapeutiske potentiale blev ligeledes lukket ned.
Den psykedeliske renæssance
Nu knap 50 år senere er forskningen åbnet op igen og der udgives videnskabelige artikler om emnet som aldrig før. De positive egenskaber af psilocybin i forbindelse med psykoterapi dokumenteres i studier hos bl.a. Imperial College London og Johns Hopkins University i Baltimore.
Her undersøges det bl.a. hvordan psilocybin kan anvendes i behandling mod behandlingsresistent depression, angst, afhængighed og PTSD. Forskning viser, at blot en enkelt dosis psilocybin kan løfte angst og depression i op til seks måneder eller længere [4].
Udover svampenes terapeutiske potentiale tyder undersøgelser på, at de kan hjælpe folk med at blive roligere, lykkeligere, venligere og mere åbensindede. [5][6]. De psykologiske effekter ved svampene er så tiltalende, at på trods af deres nuværende juridiske status og årtiers skræmmekampagne har omkring 100.000 danskere prøvet at indtage dem mindst en gang i livet, og det vurderes at over 10.000 danskere hvert år plukker eller på anden vis anskaffer sig svampene [7].
Psilocybin-svampe er modsat alkohol ikke giftige for kroppen [8], er ikke vanedannende og har vist sig ikke at have nogen skadelig virkning på ens mental helbred, når de anvendes på ansvarlig vis [9] (faktisk kan de være direkte gavnlige i dette henseende [10]). De kan dyrkes hvor som helst og på en måde, der ikke skader hverken mennesker eller miljø. Psilocybinholdige trøfler sælges livligt og lovligt i Holland uden nogen negative konsekvenser [11].
Eksperter forudser, at afkriminaliseringen af psilocybin-svampe ville resultere i et betydeligt fald i forbruget af alkohol og andre farligere stoffer, hvilket ville kunne resultere i en netto sundhedsfordel for samfundet med betydelige besparelser til følge [12].
Som borgere i et åbent, demokratisk og rationelt samfund beder vi indtrængende alle relevante instanser at overveje de fremlagte fakta og tage skridt til at afkriminalisere besiddelsen og distributionen af psilocybinsvampe.
Se videoklippet 'Magic Mushrooms and the Healing Trip' fra det amerikanske tidsskrift The New Yorker.
1: https://www.b.dk/danmark/euforiserende-svampe-forbydes
2: http://books.google.co.uk/books?id=ZLSj-2eY8LwC
3: https://timeline.com/with-the-help-of-a-bank-executive-this-mexican-medicine-woman-hipped-america-to-magic-mushrooms-c41f866bbf37
4: https://www.theguardian.com/society/2016/dec/01/magic-mushroom-ingredient-psilocybin-can-lift-depression-studies-show
5: http://healthland.time.com/2011/06/16/magic-mushrooms-can-improve-psychological-health-long-term/
6: http://www.sciencedaily.com/releases/2011/09/110929074205.htm
7: https://www.sst.dk/da/sundhed-og-livsstil/~/media/07101779E7554638B36EEDBC00234590.ashx
8: http://www.drugscience.org.uk/drugs/psychedelics/psilocybin
9: http://www.plosone.org/article/info%3Adoi%2F10.1371%2Fjournal.pone.0063972
10: https://ultraculture.org/blog/2013/08/20/hallucinogenic-drugs-mental-health/
11: https://www.trufflemagic.com/information/legality/
12: http://www.theguardian.com/uk/2005/jun/25/drugsandalcohol.immigrationpolicy
Casper Berdin Møller, Psykedelisk Samfund Kontakt forfatteren af dette andragende
Meddelelse fra administratoren af dette webstedVi har lukket denne underskriftsindsamling, og vi har fjernet underskriveres personlige oplysninger.Den Europæiske Unions generelle databeskyttelsesforordning (GDPR) kræver en legitim grund til lagring af personlige oplysninger, og at oplysningerne opbevares så kort tid som muligt. |