Julehilsen til COOP
Fredag den 16. december 2022 kl. 14 kom Coops julehilsen til en række Dagli’Brugser, deriblandt til Dagli’Brugsen i Lime. Brugsen i Lime skal lukkes, og personalet er sagt op – alt sammen med virkning fra 24. februar 2023.
Undertegnede kunder vil da ikke undlade også at sende vores julehilsen til Coops ledelse.
Coops julehilsen kom nok bag på os. Og begrundelserne undrer os da også lidt (vi henholder os her til de begrundelser, der fremgår af pressemeddelelsen, det er dem, vi har kendskab til).
De høje energipriser – ja, dem er vi jo mange, der lider under. Men chancen for, at de fortsætter med at plage os i al evighed er vel ikke skyhøj. Især da der allerede nu ses tegn på, at priserne falder. Besparelser på dette område kunne man vel med lidt god vilje have fundet og så lige set tiden an. Men der skulle altså lige en ”hovsa” løsning til, åbenbart.
At brugsen ikke vil være i stand til at vende underskuddet – altså set med Coops øjne – lyder også søgt. Især da vi jo ved, at vores nuværende uddeler tilsyneladende er ved at få vendt skuden, og det faktisk så ret lyst ud. Derfor er det da underligt at vælge at lukke i en fremgangsperiode og ikke lige give det en chance.
At kunderne i stigende grad handler i discountbutikker – ja. Men at Coop selv bærer en stor del af skylden for, at kunderne udebliver af og til, er vi slet ikke i tvivl om. Det har tit undret os, at vi ikke kunne få varer, som vi tidligere kunne få – men begrundelsen var, at Coop ikke mente, disse varer længere skulle findes på Dagli’Brugsens hylder. Derimod kunne vi så finde varer, som Coop syntes vi skulle have, men som vi måske ikke selv mente at have stort behov for.
Det har også tit undret os, at vi her i byen skulle betale meget mere for den samme vare, end man i andre brugsafdelinger skulle betale. Det er jo ikke just fremmende for Dagli’Brugsens kunder, der jo også skal se på pengene. I det hele taget har det gennem flere år virket på os, som om Dagli’Brugsen var et onde, man helst skulle af med så hurtigt som muligt.
Mod disse til tider hårde og uretfærdige og umulige odds har jeres personale så helt alene taget kampen op. De har lavet et enormt flot arbejde. Kundevenlighed, service, fællesskab, ordentlighed, hjælpsomhed har været helt i top. De har arbejdet ”røven ud af bukserne” for at vi skulle kunne beholde vores daglige brugs. En brugs, som også igennem 130 år har været med til at styrke fællesskab og liv i byen. Masser af nye tiltag har fundet vej til os via jeres dygtige personale, og mange gode tilbud er sendt til os.
Der er nu meget langt fra den oprindelige andelstanke om at være motor i de små samfund, om lokalt engagement, om samfundsansvar, om at holde liv i de små butikker, om at styrke fællesskab i lokalsamfundet, om at butikkerne var til for kundernes skyld, om at alle skulle have lige adgang til at handle til rimelige priser.
Nu er 130 års brugstanker altså slut i Lime – for vi nærer ingen illusioner om, at Coop kan se sagen fra vores side eller ændrer holdning (men vi synes absolut heller ikke, lukningen skal gå helt upåagtet hen). Ældre og syge må nu til at finde andre muligheder for at få handlet. Og vi, der har bil, må – og det er da i hvert fald ikke miljørigtigt – nu kører langt efter varer i det daglige. Og nu behøver det jo ikke længere at være i Coop-regi, nu kan vi nemlig med sindsro handle i de af Coop nævnte discountbutikker.
Håber I får en glædelig jul.
Birthe og Kaj Jakobsen Kontakt forfatteren af dette andragende