Nedsæt hastighedsbegrænsningen ved Langesø sommerhusområde til 60 km/t.
Kontakt forfatteren af dette andragende
Endelig afgørelse
2024-05-02 09:00:34Kære Alle,
Efter en sidste appel til kommunen om også at nedsætte hastigheden på Hornbækvej, blev der sendt både politi herud og en mand fra kommunen (Corri Zimmermann).
Sidstnævnte lavede målinger af udsynet/oversigt, men på en uforståelig måde:
Han placerede en kegle på grænsen mellem cykelfelt og kørebane (ud for Enebærvej), og så gik han ud af Hornbækvej, for at se hvor langt væk den kunne ses.
Dette giver et acceptabelt udsyn i meter.
Men hvis jeg sidder i min bil og stikker forenden helt frem til kørebanen (hen over cykelstien), så sidder mine øjne ca 2,5 meter længere bagud og giver et væsentligt ringere udsyn.
På trods af gentagne opfordringer ville man ikke lave målingerne om.
Det bliver desværre ikke til mere herfra, energien er sluppet op.
Herunder det sidste tekniske svar fra kommunen:
Trafik-udvalget Langesø v/ Stig Günther Efter trafik-udvalgets første henvendelse har både repræsentanter for Center for By, Land og Vand og politiet ved forskellige lejligheder foretaget besigtigelser af Hornbækvej ved Enebærvej. De begrænsede oversigtsforhold var allerede af Frederiksborg Amt, da amtet var vejmyndighed, anerkendt, hvorfor der på Hornbækvej er opsat advarselstavler om krydset med Enebærvej. I bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning er beskrevet, at oversigten skal være mindst 115 meter ved en hastighed på 80 km/t. Hvis oversigten er mindre, skal krydset på primærvejen forvarsles som beskrevet ovenfor. Oversigtsforholdene ved udkørsel fra Enebærvej blev i sep. 2023 fra stopposition før 3 meter før cykelbanen målt til 115 meter mod nord og 90 meter mod syd. Nordsjællands Park og Vej er efterfølgende i 2023 blevet anmodet om at foretage beskæring i beplantningen på begge sider af Enebærvej med henblik på at sikre mest mulig oversigt. Efter beskæring blev oversigten fra cykelbanens bagkant i marts 2024 målt til henholdsvis mindst 140 meter mod nord og 138 meter mod syd. Det er selvfølgelig ikke fra samme position, men det kan være et retningsgivende mål, når man forsigtigt kører frem for at få bedst muligt udsyn inden udkørsel på kørebanen. Oversigten for kørende ad Hornbækvej i nordgående retning til en bil, som holder og afventer modkørende trafik før venstresving ind på Enebærvej, er opmålt til ca. 210 meter, hvilket jfr. vejreglerne er væsentlig mere end den anbefalede stopsigt i vejens længderetning ved det registrerede hastighedsniveau. Trafikanterne skal i medfør af færdselsloven optræde hensynsfuldt og være agtpågivende – så div. elektroniske enheder, som enten er installeret i biler eller medbragt, fritager ikke føreren af et køretøj for at være opmærksom. Dette er understøttet af bødestørrelsen og ”klip” i kørekortet ved benyttelse af blandt andet håndholdt mobiltelefon. Trafikanternes manglende overholdelse af de mest elementære færdselsregler kan ikke alene danne grundlag for hastighedsnedsættelse på større trafikveje. I Vejdirektoratets bekendtgørelse nr. nr. 3 af 3. januar 2022 er beskrevet de forudsætninger, som kan danne grundlag for, at politiet kan træffe afgørelse om nedsættelse af hastighedsgrænsen. Det er i medfør af bekendtgørelsens § 8 et krav, at hastigheden udgør en væsentlig ulykkesårsag eller risiko eller når hensynet til fodgængere eller cyklister gør sig særligt gældende på grund af vejens funktion, udformning eller begrænsede oversigtsforhold. Ved udvidet gennemgang af de politiregistrerede færdselsuheld tilbage til år 2000 – er der konstateret 3 færdselsuheld i/ved Enebærvej. Bagendekollisionen , som skete i 2023 er tidligere beskrevet. I 2007 skete et overhalingsuheld ca. 50 meter syd for Enebærvej. I 2003 skete der et reelt vigepligtsuheld med en udkørende bil fra Enebærvej. Der er således kun tale om et vigepligts-uheld på 23 år, hvilket næppe kan betegne krydset om ulykkesbelastet. Som beskrevet tidligere, har det ikke været hastigheden på strækningen, som udgør den væsentlige ulykkesårsag eller risiko – det er snarere uopmærksomhed. Fodgængere og cyklende har en særlig afmærket bane, hvor de kan færdes fri af kørebanen på langs af Hornbækvej. Derved vurderes hensynet til fodgængere ikke at gøre sig særligt gældende for en hastighedsnedsættelse. Hvis man som fodgænger føler, at det er usikkert at krydse kørebanen ved Enebærvej, har man den mulighed at vælge et andet krydsningspunkt evt. længere mod nord, hvor oversigtsforholdene er bedre. En ombygning af Hornbækvej ved Enebærvej - med etablering af en venstresvingsbane og en støttehelle til fodgængere vil kræve en vejudvidelse på ca. 4 meter mod øst. Omkostningerne vurderes til ca. 1,5 millioner kroner, hvis der ikke skal ske arealerhvervelse. Der er ikke i budgetterne indregnet midler til et sådant anlæg. Center for By, Land og Vand har på baggrund af trafikgruppens henvendelse på ny været i dialog med Nordsjællands politi ved trafikmøde den 3. april, men der var ikke fremkommet nye oplysninger, som ændrer ved den tidligere holdning til hastighedsgrænsen. Færdselspolitiet har imidlertid stillet i udsigt, at der vil blive foretaget hastighedskontrol på strækningen nær Enebærvej. Sluttelig skal bemærkes, at støj fra trafikken i sig selv ikke er begrundelse for nedsættelse af hastighedsgrænsen på almindelige veje. I Vejdirektoratets hastighedsbekendtgørelse er beskrevet, at det kun er på motortrafikveje og motorveje gennem tættere bymæssig bebyggelse og andre støjfølsomme områder, hvor støj kan være årsagen til hastighedsnedsættelse. Helsingør kommune er derfor ikke indstillet på at udføre støjmåling ved Hornbækvej. Med venlig hilsen Corri Zimmermann Projektleder
Stig Günther
Afgørelsen fra Helsingør Kommune
2024-02-29 11:06:32Kære Alle,
Så fik vi endelig en afgørelse. Desværre ingen ændring på Hornbækvejen, men en nedsættelse af hastigheden på Esrumvej fra 80 til 60 km/t.
Vi skal tilsyneladende have flere uheld på Hornbækvej, før vi får ændret hastighedsbegrænsningen.
Tak til resten af arbejdsggruppen, Claus, Hanne, Karsten, Patrick og Jeanne - og tak til alle jer der støttede med en underskrift !
Det fulde svar ses herunder.
Kh
Stig
Kære Stig Günther
Efter beboernes/sommerhusejernes henvendelse vedrørende hastighedsgrænsen på henholdsvis Hornbækvej og Esrumvej ved Langesø-området, har Center for By, Land og Vand over en periode været i dialog med Nordsjællands Politi om emnet. I medfør at færdselsloven er det politiet, som efter forhandling med vejmyndigheden, træffer afgørelse om indførelse af lokal hastighedsgrænse. I Vejdirektoratets bekendtgørelse om lokale hastighedsgrænser er beskrevet kriterierne for lavere hastighedsgrænser end de generelle hastighedsgrænser. For så vidt angår jeres ønske om nedsættelse af hastighedsgrænsen på Hornbækvej er Vejmyndigheden enige med politiet om, at der ikke bør ske ændring i den generelle hastighedsgrænse på 80 km/t. mellem Tikøb og krydset med Esrumvej. Begrundelsen er, at Hornbækvej er anlagt med en kørebane på 7 meters bredde med cykelbaner i begge sider. Der er på strækning fra krydset med Enebærvej til Esrumvej inden for de sidste 5 år sket 2 politiregistrerede færdselsuheld. Tilsyneladende er begge uheld forårsaget ved manglende opmærksomhed. Derfor kan disse uheld umiddelbart ikke danne grundlag for en hastighedsnedsættelse på Hornbækvej. Anderledes forholder det sig på Esrumvej mellem krydset med Hornbækvej og strækningen umiddelbart før krydset med Lottesmindevej. Esrumvej er anlagt med en kørebanebredde på 6 meter. Der er ingen cykelfaciliteter, og nogle steder er der begrænset oversigt ved vejkryds, bakke og sving. Der er de sidste 5 år sket 5 politiregistrerede færdselsuheld. Den primære uheldsårsag er igen uopmærksomhed, men også hastighed i sneglat føre. Nordsjællands Politi har ved trafikmøde med Helsingør kommune den 20. februar i år tilkendegivet, at politiet med henvisning til ovenstående beskrivelse af forholdene på er indstillet på, at træffe beslutning om indførelse af ny lokal hastighedsgrænse på 60 km/t. på Esrumvej vest for Hornbækvej til umiddelbart øst for Lottesmindevej. Eksisterende hastighedsgrænse igennem krydsene med Lottesmindevej og Bøtterupvej bibeholdes. Der er udfærdiget skilteplan til politiets skriftlige godkendelse, hvorefter Nordsjællands Park og Vej bestilles til etablering af skiltningen. Trafikgruppen anmodes om at sørge for orientering til øvrige beboere/sommerhusejere Sagen er behandlet under j.nr… 23/41250 Med venlig hilsen Corri Zimmermann Projektleder
Stig Günther
Status på underskriftindsamling
2023-10-13 09:36:34Kære Alle,
Som lovet, så sendte jeg alle jeres underskrifter til 7 politikere og medarbejdere i Helsingør kommune, den 01.09.
Hovedmodtageren var Jens Bertram (K), eftersom han havde udtalt sig positivt om vores sag i Helsingør Dagblad.
Jeg tillod mig at rykke Jens meget forsigtigt i denne uge, blot for at høre om han havde modtaget min email.
Han svarede ganske kort følgende, på en SMS:
"Den er modtaget, det har jeg udtalt til Dagbladet - og sagt at det er noget der skal ses på, og finde en løsning"
Så selvom intet er sket, er håbet altså lysegrønt, selv på en kølig efterårsdag.
Jeg vender tilbage så snart jeg har mere at fortælle.
Kh
Stig
Stig Günther
Så er det nu
2023-08-26 19:21:05Kære Alle,
Vi planlægger at fremsende resultatet af vores underskriftindsamling til de relevante politikere på fredag den 01.09.
Kan vi lokke jer til at give den et sidste forsøg, med at lokke naboer, famile og venner til at skrive under?
Alt andet lige, så hænger antallet af underskrifter nok sammen med chancerne for succes.
Næste gang i hører noget herfra, så er det med resultatet af politikernes beslutning.
Kh
Stig
Stig Günther
Nedsæt hastighedsbegrænsningen ved Langesø sommerhusområde.
2023-07-24 17:13:02Kære Alle,
Jeg håber at i nyder sommerferien, og vil først og fremmest sige tusind tak for jeres opbakning.
Desværre er vi tilsyneladende gået i stå ved 194 underskrifter, hvilket formodentlig er for lidt i forhold til at få kommunen med på idéen. Proceduren er sådan at kommunen skal henvende sig til politiet med ønske om ændring af hastighedsbegrænsningen. Først derefter vil politiet kigge på sagen.
Hvis i møder naboen, eller genboen, eller andre der kunne dele vores interesse, så må i meget gerne spørge om de har været inde og skrive under.
Men de nemmeste underskrifter får vi, ved at alle i husstanden skriver under. Måske endda den nærmeste familie. De må da også være interesseret i jeres velbefindende :)
Der har været en henvendelse fra Helsingør Dagblad og jeg håber at det munder ud i en lille artikel om vores projekt.
Underskrifterne vil blive sendt til byrådet i Helsingør Kommune, når det ser ud til at der ikke kommer flere underskrifter.
I hører selvfølgelig nærmere.
Fortsat god sommer
Kh
Stig
Stig Günther