Svar til Poul Videbechs anmeldelse af Anders Sørensens bog

Den 18. april havde jeg en kronik i Politiken om min 18 års kamp for at komme ud af antidepressiv medicin. Næsten samtidig udkom psykolog og ph.d. i psykiatri Anders Sørensens bog om udtrapning af psykofarmaka. I den kunne jeg læse al den guidning og viden, som jeg havde haft brug for i alle de år, jeg forgæves forsøgte at trappe ud af min medicin. Og efter min kronik, har jeg anbefalet den til alle, der har kontaktet mig. Det er der nemlig mange, der har. Mennesker, som fortæller, at de befinder sig i præcis samme situation, jeg var i. En situation hvor det ene udtrapningsforsøg tager det andet, med dertilhørende abstinenser som influenzasymptomer, stød i hjernen, angst, smerter og konfushed til følge. Abstinenser der er så voldsomme, at de kan vælte ens hverdag, privatliv og arbejdsliv. Og en situation, hvor der ikke har været meget hjælp at hente hos praktiserende læger eller i psykiatrien.   Efterfølgende har jeg også mødt en masse mennesker, som kun er lykkes med at komme ud af medicinen med hjælp fra Anders Sørensen og de metoder, han beskriver i sin bog og forskning. De selvsamme metoder, som endelig også hjalp mig ud af medicinen. Vi er gået sammen om at skrive dette indlæg, for vi mener ikke, at debatten om lægemiddelafhængighed og abstinenser ved udtrapning af psykofarmaka kan tages, uden vores stemmer også bliver hørt.   Ugeskrift for Læger bringer nemlig d. 2. juli en yderst negativ anmeldelse af Anders Sørensens bog, skrevet af overlæge og professor Poul Videbech. Her skriver han, at bogen hverken kan anbefales til fagfolk eller patienter, at forfatteren ’mislykkes totalt’ i at give praktiske og anvendelige råd om udtrapning, og at forfatteren ligefrem efterlader os patienter i ’en knibe’. Dette er dybt uforståeligt for os. For vi har netop endelig oplevet at finde forståelse, viden og faglig anerkendelse af vores lægemiddelafhængighed i Anders Sørensens bog. Og ikke mindst konkret og brugbar vejledning til at komme ud af medicinen på en måde, der virker. Men i følge Poul Videbech, er det allerede muligt at få hjælp til udtrapning af psykofarmaka i det offentlige sundhedsvæsen. Den hjælp har vi bare haft meget svært ved at få øje på. For vi har allesammen i adskillige år forsøgt at trappe ud med den ”hjælp” fra læger og psykiatere, som Poul Videbech beskriver, er fyldestgørende. Men den ”hjælp” medførte så ulidelige abstinenser, at det var umuligt at få en hverdag til at fungere. Og i sidste ende gjorde det umuligt at fuldføre udtrapningen. Samtidig er vi ofte blevet mødt med skepsis eller direkte modstand, når vi så har henvendt os i det offentlige sundhedsvæsen med de voldsomme abstinenssymptomer, som vi har oplevet. Mange af de læger vi har talt med igennem årene, har simpelthen ikke vidst, eller ville anerkende, at man kan få abstinenssymptomer af selve udtrapningen. Og vi har alle, flere gange fået at vide, at symptomerne bare er den underliggende tilstand, der er kommet tilbage. Derfor har vi meget svært ved at genkende Poul Videbechs udsagn om, at der er fin hjælp at hente til en udtrapning i det offentlige sundhedsvæsen.     Den hjælp, eller i vores øjne, mangel på samme, har haft den konsekvens, at mange af os har taget en medicin i årevis, som vi ikke længere havde brug for og ikke ønskede at tage, og som for nogles vedkommende gjorde dem syge og gjorde det svært eller umuligt for dem at leve det liv, de ønskede. Vi har alle stået i den situation, hvor vi har overvejet, om vi skulle sygemelde os i en længere periode for at komme igennem abstinensperioderne og ud af medicinen. Men vi vidste vitterligt ikke, hvordan vi skulle forklare det til vores ledere – eller til andre mennesker i det hele taget. Så vi er blevet på medicinen. Og vi er mange, der ville ønske, at der havde været en som Anders Sørensen, da vi ikke længere havde brug for vores medicin.   Fælles for vores historier er, at det i sidste ende har været de metoder, som Anders Sørensen beskriver i sin bog, og som også bruges hos MedicinRådgivningen hos SIND, der har hjulpet os ud af medicinen (eller så langt ned i dosis, som vi er kommet på nuværende tidspunkt). Her fik vi nemlig vejledning i at trappe ned over markant længere tid – ofte over flere år – og med markant mindre dosisreduktioner, end vi fik at vide i det offentlige sundhedsvæsen. Ofte indebærer det, at vi selv må skabe de små doser, der skal til, for medicinen kan ganske enkelt ikke købes på apoteket i små nok doser. Så vi opløser fx vi pillerne i vand, filer og skærer i pillerne eller åbner kapslerne og gradvist fjerner et par stykker af de mange hundrede små granulater, der er inden i – og det virker. Netop de metoder som Anders Sørensen beskriver i sin bog, og netop de metoder som Poul Videbech i sin anmeldelse af bogen, kritiserer og endda fraråder os patienter fra at lytte til. Men ingen af os, ville nogensinde være kommet ud af medicinen, hvis det ikke var for de metoder. Poul Videbech fortsætter, og kritiserer også Anders Sørensen for ikke at nævne præparatet escitalopram, som fås i dråbeform, og som Poul Videbech åbenbart mener kan løse hele problemet med udtrapning. Flere af os har forsøgt med escitalopramdråber. Men uden nogen som helst effekt. Abstinenserne var lige så svære.   Så kære Poul Videbech, hvis du ikke vil lytte til Anders Sørensen, så lyt til os, der har oplevet abstinenserne ved en for hurtig udtrapning på egen krop og sind. Vi har forsøgt med den hjælp, der er tilgængelig i det offentlige, og den var ikke nogen hjælp. Mange af os fik det tværtimod værre. Vi vil derfor gerne spørge Poul Videbech og Ugeskrift for Læger, om I synes, det er forsvarligt at lade patienter trappe ud af psykofarmaka efter de nuværende retningslinjer, hvor udtrapningen går så stærk? For os, har det været invaliderende og i nogle tilfælde, decideret farligt. Som Anders Sørensen beskriver i sin bog, er England milevidt foran vores sundhedssystem når det kommer til retningslinjer for udtrapning af psykofarmaka. Så det er jo ikke fordi, det er så kontroversielt, at psykofarmaka ofte skal udtrappes så langsomt og med så bittesmå dosisreduktioner. Det har de forstået andre steder. Så hvorfor er det, at det er så svært at nå til den erkendelse herhjemme? Det er vi mange, der har lidt og stadig lider under. Så det undrer os, at Poul Videbech som repræsentant for toppen af dansk psykiatri slet ikke virker interesseret i at det, Anders Sørensen beskriver i sin bog, faktisk er det, der har gjort det muligt for os at komme ud af medicinen. Det vidner om et system, som er frosset så fast i gamle arbejdsgange, at de ikke engang vil lytte til deres egne patienter. Så indtil psykiatrien tager problemet med lægemiddelafhængighed af psykofarmaka alvorligt, har vi brug for folk som Anders, der ’krydser faggrænser’. For de nødvendige ændringer kommer tydeligvis ikke indefra.