Bevar Saxild Strand rekreation og sundhed
Vi undertegnede/initiativtagere til denne skrivelse er en lille gruppe på seks ældre, der fra d.31/8-4/9 2020 har været sammen på et af Saxild Strands femdages kurser. Orienteret om de usikre fremtidsmuligheder for dette rekreationsparadis for ældre udsatte Aarhusborgere er vi enige om at også vi, der på egen krop og sjæl har mærket opholdets opmuntrende virkning, ønsker at blive hørt i diskussionen om fremtiden for Saxild Strand. Vel er renovering specielt af den fløj, der ikke har værelser med eget bad helt nødvendig, og ligeså en række andre eksempler på reparation og vedligeholdelse uundgåelig, og vel drejer det sig anslået til måske 15 mio kroner. Men selv med disse investeringer bør Ideen i Saxild Strand som rekreationscenter for ældre udsatte medborgere bevares, så de nu meget overkommelige kostpriser for denne gruppe fastholdes. Den hæsblæsende samfundsudvikling skaber fortsat stadig flere ensomme mennesker og især under Coronaepidemien er de ældres livskvalitet truet. Så kære Aarhus Byråd, bevar Saxild Strand som det enestående rekreationssted det er for truede og udsatte Aarhusborgere. Opfordring: Støt denne skrivelse med jeres underskrift, alle nuværende og tidlligere beboere på Saxild Strand! Samt pårørende og alle, der sympatiserer med ovenstående synspunkter.
Niels Ejlertzen Kontakt forfatteren af dette andragende