Vis din respekt for OFRENE for pædofiles forbrydelser!

Åbent brev til politikommissær Flemming Kjærside, Rigspolitiets Nationale Cybercrime Center NC3.

Vedr. den sproglige negligering af seksuelle forbrydelser begået mod børn.

I DRs dokumentarprogram 'Sexovergreb på bestilling', sendt 09.09.2019, udtaler du dig, politikommissær Flemming Kjærside, om de danske dømte mænd, der online bestiller straffelovens groveste seksuelle mishandlinger af børn, herunder blandt andet voldtægt. De danske pædofile betaler for live seksuel mishandling af børn, men også for selv at kunne instruere forbrydelserne efter deres specifikke perversioner.

Vi taler altså om de groveste seksualforbrydelser mod børn i vor straffelov.

Vi taler om børn, der mishandles seksuelt på de værste mulige måder og at børnene for altid vil være ødelagte, både fysisk og psykisk. Og at de forbrydelser børnene udsættes for aldrig forsvinder ud af deres liv, lige meget hvor gamle de end bliver.

Ofre for disse forbrydelser lever med livstidsdomme; vi har skader som andre ikke har; vi har svært ved at leve og indgå i såvel private som professionelle relationer, rammer og kontekster. Vi har fysiske smerter og sygdomme og vi har synlige problemer med at være tilknyttet arbejdsmarkedet og uddannelsesinstitutioner. Vi lider hver dag og hver dag beslutter vi, at leve endnu en dag.

Til den dag vi ikke gør; mange tager deres eget liv. Nogle stille og roligt gennem årelangt misbrug, der med sikkerhed ender med at slå dem ihjel, andre med en direkte hånd og hurtigt afslutning af livet. Vi er estimeret til at leve 20 år kortere end gennemsnittet.

Seksualforbryderne er beskyttede mod disse skader; de er beskyttede mod omgivelsernes reaktioner på deres forbrydelser (fx via navneforbud) og den største konsekvens af deres pædofile praksis, er en eventuel fængselsdom.
Jeg mener ikke, vi på nogen måde behøver at yde seksualforbrydere yderligere beskyttelse, sådan som det sker via et formildende sprogbrug.

Jeg er ganske overbevist om, at du, ligesom mange, mange andre, finder det ganske grusomt, at børn ofres for voksnes perversioner - det ligger naturligvis også i dit professionelle virke.

Men jeg studser, hårdt, ved dit sprogbrug i din omtale af forbrydelser begået mod børn!

For du udtaler dig således:
'Det er mænd, gamle som unge, der har et velfungerende liv, og som passer deres arbejde og familie, men som altså har den her lille ekstra ting, ...'

’som altså har den her lille ekstra ting,..’ Det er her, jeg standser!

For selvom jeg slet ikke er i tvivl om, at du også har medfølelse med ofrene for forbrydelserne, så vælger du at bruge en sproglig formulering, der på alle planer, fuldstændig udvander alvoren og virkeligheden i disse grove seksualforbrydelser!

Når vi udvander vort sprog, udvander vi også den faktuelle sandhed!
Vores sprog skaber vor kultur. Vort sprog skaber vor tolerancer - men også intolerancer!

Her taler vi om det mest samfundsnedbrydende; ødelæggelse af børn og derfor er det særligt alvorligt, når forbryderne ikke omtales for, hvad de er!

Ved at undgå at tale om virkeligheden i al dens brutalitet, men i stedet at bruge begreber og ord, vi bruger til at beskrive det normale, sådan som du gør i din udtalelse;
’mænd med almindelige liv, der passer deres arbejde og familie’ kommer hele budskabet om de pædofilidømte forbrydere til sprogligt, at blive koblet på normal adfærd, normal praksis, normal hverdag. Den sproglige kobling, skaber billeder i folks forestillinger om normalitet!

Og dermed taler man seksualforbryderens sprog! Her beskytter man seksualforbryderen. At tale seksualforbryderens sprog er ekstremt destruktivt – for der mangler så en sproglig markant afstandstagen til forbrydelsen!

For den pædofilidømte gerningsmand var det måske ’en ekstra lille ting’ i hans liv. Men det er det ikke, og det bliver aldrig, for alle ofrene, der har været og er, underkastet den pædofiles perversion og magt.

’En lille ekstra ting’ i folks liv er, at gå til cykling, broderi eller madlavning i fritiden.
At begå seksuelle forbrydelser i sin fritid rangerer ikke i normalens kategori. Og derfor skal der ikke skabes et sproglig link, der skaber et normalitetsbillede i folk.

Jeg er helt med på, at der ligger en psykologisk beskyttelsesmekanisme i mennesket, der søge at lægge en afstand til det, vi ikke kan tåle at forholde os til.
Og netop den her slags forbrydelser er ubærlige.
Jeg er også med på, at det er den psykologiske beskyttelsesmekanisme der gør, at sproget bliver modificeret, mildnet, udvandet.
Men den mekanisme er vi nødt til at modarbejde; kollektivt og individuelt i stedet for blindt, at lade den styre os.

Hvis ingen vil forholde sig til alvoren i og omfanget af seksuel mishandling af børn, men ønsker at beskytte sig mod den, er børnene stadig overladt til pædofili monitorering og aktive praktisering af forbrydelser.

Der er naturligvis dem, der vil mene, det er et udtryk for den krænkelses kultur, vi lever i, at reagere på en sproglig nuance. At det er at fokusere på petitesser, når man i stedet skal fange forbrydere. Det er fordi, de ikke ser sproget i en større kulturel sammenhæng.

I Danmark har vi traditionelt haft en mere lempelig tilgang til brug af børn i tilfredsstillelsen af voksnes seksuelle lyster og filosofier, end i andre lande. Jeg behøver naturligvis ikke forklare dig, i din professionelle funktion, om al den porno der er produceret med danske børn i Danmark, helt op til start 1980´erne, som bl.a. FBI efterforskede og reagerede på.

Men jeg nævner det for at understrege, at vi kulturelt og sprogligt, stadig udvander virkeligheden. At det ikke er en ny moderne krænkelses reaktion, men mange generationers mangel på, at anerkende seksuelle forbrydelser begået mod børn.

Som politikommissær for cyber kriminalitet, er din funktion åbenlyst langt mere magtfuld og dermed også holdningsdannende og kulturskabende, end en menig politiassistents. Ikke kun inden for tjenesten, men også langt ud i samfundet.
Med din særlige position i samfundet vil jeg inderligt appellere til, at du omtaler seksuelle forbrydelser med langt større værdighed; ud af respekt for alle de ødelagte liv, alle ofrene der har været og alle dem der vil komme. Og ud af en anerkendelse af, hvor vigtig vor sprog er i dannelse af vor kultur.
Det er, når alt kommer til alt, ikke et cykeltyveri, der omtales. Der skal være gradbøjninger i retorikken og ordvalg alt efter hvilken slags kriminalitet, der omtales.

Med venlig hilsen

Odile Poulsen. København 10.09.2019