Bevar linie 420R igennem Dianalund og Tersløse


Gæst

/ #29

2016-10-28 18:07

Vores to mindreårige børn kører hver dag med 420R fra Dianalund til grundskole i Slagelse. De får fremover 3,5 km til stationen på cykel på landevejen, hvis bussen ikke kører mere. Og med den trafik og det mørke, der er i vintermånederne, er det ikke et alternativ. Hver morgen, når 420R kører fra Dianalund ved 7.30 tiden, er der to busser fyldt, og hjem må de ofte stå op. Hvordan skal der være plads til alle de mennesker i toget? Og hvor mange penge er der sparet ved at køre uden om Dianalund? Vi finder det fuldstændig forkasteligt, at man fra politisk side vælger at gøre provinsen mere ufremkommelig og udkant - specielt med det fokus, der er på yderområderne i dag. Desuden giver det en meget dårlig smag i munden, at regionen sammen med trafikselskabet åbenbart har valgt at gå meget stille med dørene og ikke meldt offentligt ud, at ændringen træder i kraft i dec. 2016. Hvor lang tidsfrist tror politikerne mon, at skolerne skal have for at bestille nye bus-/togkort til børnene/de unge mennesker, der går på grundskole eller ungdomsuddannelse i Slagelse? Det tager min. 14 dage. I de 14 dage er de gamle kort spærret, så perioden uden kort bliver markant dyrere i befordring.