Nejtaktilasylcenteriskørping

Jeg voksede op i 80'erne og 90'erne i Holbæk (på Nordvestsjælland), i det skønneste villakvarter med gedigne gamle villaer tæt ved fjorden og med kort gåafstand til bymidten. Her, klods op af byens smukke anlæg, lå en ældre nedlagt kaserne. Hvor byens nævenyttige politikere fik den idé, at der skulle indrettes et asylcenter.

Dette asylcenter betød, at min mor ikke kunne hænge vores vasketøj ud i haven da det 'forsvandt', vores sko (og gæsters) foran hoveddøren 'forsvandt', cykler 'forsvandt', man gik ikke udenom vores biler - man gik over dem, min mor kunne ikke sole sig i haven uden at være "under opsyn" af fremmede mænd osv. osv.

Men det var nu egentlig det mindste problem. Langt værre var det når man besøgte legepladsen i anlægget. Her blev man bombarderet med sten og jagtet væk med store grene, ikke af asylcenterets børn, men af deres forældre...

Bedre blev det ikke i takt med, at man blev større. Min skolegang foregik på to af byens fire privatskoler (to, da den ene først starter skolegang fra sjette klasse) og her var jeg forskånet for 'velsignelserne', andre børn fra mindre privilligerede familier var knapt så heldige. Når man skulle til fest eller i byen, var afstumpet vold, knive, pistoler, narko, gaderøverier (jo, de fandtes skam også dengang, men byen har - og har stadig - en radika lavis og det var ikke noget man tog videre notits af. Gerningsmændene var ofre og politiet jagter jo ikke ofre, men gerningsmæng... Så min ven gik hjem uden sko og jakke. Jeg tror det skete omkring årtusindeskiftet.
Derudover var det den velkendte klankultur der dominerede, gymnasiefesterne blev ødelagt af ikke-elever af anden etnisk herkomst. De ankom i store grupper, det gjorde de altid og holdt gerne enten på den 'lille' parkeringsplads foran indgangen i deres meget, meget store og dyre biler (har altid undret mig over hvordan de fik råd til dem...) eller også brød de ind til festen (på den ene eller den anden måde). Kom de først ind, så startede de store slagsmål - og som rovdyr i flok udså de sig altid et ensomt offer. Meget sympatisk. Og alt imens nogle gik til stålet over for en sagesløs gymnasieelev, så tømte resten af gruppen garderobe, barens pengekasse og pigernes tasker... Intet nyt over solen her.

Jeg vil ønske alle de unge mennesker i Skørping tillykke - og ikke mindst, så vil jeg ønske deres forældre held og lykke. Det skal nok blive "een på opleveren". Det er problemerne som kommer snigende ad åre som er de slemme, ikke centeret og dets umiddelbare beboere!

Hvis nogen er i tvivl, så skal mine børn ikke vokse op nær et asylcenter. VÅGN OP, VENNER!