Nej til statens berøvelse af asylansøgernes ejendele!

  “Moderate Muslimer” – det er en falsk varebetegnelse   Når imamer og andre muslimer interviewes i radio og fjernsyn, præsenterer de sig oftest som ”moderate muslimer”. Med udtrykket signalerer de, at de som det store flertal af danskere går ind for demokrati, kvindens ligestilling, religionsfrihed, ytringsfrihed og menneskerettigheder. Hvis det virkelig forholdt sig sådan, ville det være dejligt, og så skulle de være så hjerteligt velkomne. Men sådan er det bare ikke! Yusuf Al-Qaradawi Udtrykket ”moderat muslim” er formet af den berømte/berygtede muslimske retslærde Yusuf Al-Qaradawi fra Qatar. Man kan være sikker på, at hvis en muslimsk leder referer til sig selv som ”moderat muslim”, så er efterlevelsen af Quaradawis fatwaer (religiøse afgørelser) religiøs pligt for ham. Qaradawi er en glødende islamist, der ønsker at islams sharia skal være retsgrundlaget i det kommende islamiske kalifat, som også IS og alle andre islamister arbejder for oprettelsen af. Men hvordan har denne ærkekonservative islamiske kleriker haft held til at få markedsført sig selv og sine lige så konservative tilhængere som moderate? Det Muslimske Broderskab Svaret på dette påtrængende spørgsmål er, at Qaradawi påberåber sig en midterposition mellem stridende fløje indenfor islamismen, dvs Det Muslimske Broderskab. Der er en jihad fløj, der går ind for terror og væbnet kamp mod Vesten og muslimske regimer, der er faldet fra islam. Der er Qaradawis wassatiya-fløj, midterfløjen, der går ind for, at Broderskabet skal deltage aktivt i den politiske proces. Der er Broderskabets gamle garde, der afviser enhver form for politisk engagement. Broderskabet er religiøs vækkelsesbevægelse. Flertallet har ingen autoritet, og politisk arbejde stiller krav om kompromis, og det vil de ikke, for Gud går ikke på kompromis. Forklaringen er altså, at fordi Qaradawi og hans tilhængere indtager en midterposition, så må de iflg sagens natur være moderate i forhold til de øvrige, og så benævner de sig moderate muslimer. Og den sprogbrug har vi helt ukritisk overtaget, også selv om der intet som helst moderat er ved disse konservative islamister. Vi burde være meget mere kritiske overfor ”moderate muslimers” idelige gentagelse af, at de er demokrater, og at de er vores allierede i kampen mod terror. Deltagelse i den politiske proces De har ikke vedkendt sig de demokratiske værdier. Deres deltagelse er udelukkende taktisk bestemt, idet de mener, at islamismens målsætning om islams udbredelse og oprettelsen af det islamiske kalifat for indeværende bedst fremmes ved deltagelse i den politiske proces. ”Moderate muslimer” bliver aldrig trætte af at fortælle os, at de er vores allierede i kampen mod terror, men det klinger altid hult, når de skal distancere sig, for de er enige med terroristerne i deres mål. ”Moderate muslimer” disker derfor aldrig op med en ordentlig principiel afstandstagen fra den blinde terrors hæsligheder. De bortforklarer altid. F.eks legitimerer Qaradawi eksplicit såkaldte martyraktioner mod israelske kvinder og børn.   Udtrykket ”moderate muslimer” er efter min opfattelse simpel semantisk uhæderlighed, fordi: ”Moderate muslimer” anerkender ikke de universelle menneskerettigheder som formuleret i FN i 1945, for mennesker har ikke rettigheder i forhold til hinanden, men udelukkende religiøse pligter i forhold til Gud. I Cairodeklarationen distancerede ”moderate muslimer” sig yderligere fra menneskerettighederne, i det det her igen og igen gentages, at menneskerettighederne kun er gyldige i det omfang de er forenelige med sharia. ”Moderate muslimer” anerkender ikke demokratiet, for autoriteten stammer fra Gud og hans åbenbaringer og ikke fra et menneskeligt flertal. ”Moderate muslimer” anerkender ikke kvindens ligestilling, for kvinden er iflg sharia underlagt manden og hans autoritet. ”Moderate muslimer” anerkender ikke religionsfriheden, for selv om andre gerne må konvertere til islam, så er frafald (takfir) fra islam en forbrydelse, der straffes med døden. ”Moderate muslimer” anerkender ikke homoseksualitet, for det er iflg Koran og sharia en hæslig anomali, der straffes med døden. ”Moderate muslimer” anerkender ikke en humanistisk retspleje, for sådan en forestilling kender den islamiske sharia ikke. Her har man fortsat de uhyrlige hudud straffe. ”Moderate muslimer” anerkender ikke ytringsfriheden, for den er uforenelig med Koranen og den islamiske sharia. Og sådan kunne man blive ved! Og det bør i denne trængselstid være holdningen overfor ”moderate muslimer”, at man skal konfrontere dem og afkræve dem deres stillingtagen til den islamiske sharia, så det kan komme for en dag, hvor dybt det ”moderate” stikker.

Danmark frit