Der skal findes en bedre løsning på genhusningen af vores børn!  

Vi er nogle forældre fra Skolen i Sydhavnen, der har taget initiativ til denne underskriftindsamling. Vi er bekymret for Københavns Kommunes genhusningsplaner for eleverne på skolen. Vi frygter for vores børns trivsel og læring samt lærerenes arbejdsmiljø.    

Siden byggestarten på Tegl- og Sluseholmen i 2007 er den ene boligkarré efter den anden skudt op i rekordfart uden, at den nødvendige infrastruktur på nogen måde er fulgt med. Skolen i Sydhavnen er derfor allerede tre år efter sin indvielse blevet for lille og står over for store kapacitetsproblemer. I næste skoleår kommer skolen til at mangle seks klasselokaler og året efter vil der mangle det dobbelte. Reelt betyder det, at mange børn står til at gå i en københavnsk folkeskole i op til seks år i midlertidige barakker.  

Det i sig selv er fuldstændig absurd, men hvad værre er, er forvaltningens nuværende løsning, der indebærer placering af barakker 1,5 kilometer væk fra skolen via en yderst usikker skolevej. Nu viser det sig så ovenikøbet, at der er tale om en genhusning af genhusningen; en gruppe børn skal i et antal måneder fragtes i bus fra skolens område til lånelokaler et endnu ukendt sted i København, indtil barakkerne står færdige. Det kan og vil vi ikke acceptere!    

HVAD SKRIVER JEG UNDER PÅ

Vi mener ikke, at det er rimeligt, at vores børn skal betale prisen for Københavns Kommunes manglende evner til skabe en infrastruktur, der imødekommer væksten i vores bydel. Vi kræver derfor, at der findes en løsning, der i højere grad imødekommer elevernes og lærernes behov for sammenhæng, indlæring og arbejdsglæde. For at opnå dette mener vi, at der skal findes en lokal løsning, hvor barakkerne placeres max 500m væk fra skolen, således, at såvel elever som lærere stadig oplever at være en del af skolen, kan bruge faglokalerne/idrætsfaciliteterne og ikke føler sig hægtet af samhørigheden med resten af skolen.    

Kan du tilslutte dig ovenstående, skriv under her!    

Mange tak for hjælpen.

Venlig hilsen

Forældre fra Skolen i Sydhavnen       

For mere information meld dig ind i Facebook-gruppen Genhusning af skoleklasser i Sydhavnen