Børnecheck eller børneskat - opråb til regeringen

Det kræver en landsby at opfostre et barn, sådan lyder et ordsprog. I Danmark er landsbyen blevet erstattet af velfærdssamfundet. Et velfærdssamfund, der bryster sig af at være et solidarisk fællesskab, hvor vi passer på hinanden - socialt og økonomisk. Her anerkender staten, at familier, der bidrager til arbejdsstyrken og samfundets vedligehold ved at få børn, også har ekstra udgifter.

Statsministeren taler om fællesskabet – vi skal værne om det. Det fællesskab, der favner os alle skal være endnu stærkere. Men han glemmer fællesskabet med knap 100.000 familier. Han glemmer fællesskabet og anerkendelsen af disse familiers ekstra bidrag til samfundet. Med regeringens forslag om at sætte loft over børne- og ungeydelsen, således alt over 2,75 barn per familie ikke er berettiget til ydelsen, bryder regeringen således en over 100 år gammel tradition. En tradition for solidaritet med dem, der bærer byrden og har det største forsørgeransvar, nemlig børnefamilierne. I denne omgang storbørnsfamilierne.

Allerede tidligt i skattesystemets tilblivelse, som vi kender det i dag, har der været forståelse for, at skatteevnen afhænger af antallet af børn. Derfor blev det i 1903 besluttet, at husstande med børn under 15 år fik et ekstra bundfradrag. Man var klar over, at tilkomsten af nye borgere var nødvendig for samfundets overlevelse og så det som en investering i fremtiden. Skattefradraget, som senere blev børne- og ungeydelsen, har været statens forsøg på at øge fødselsraten.

Både politikere og eksperter har gennem de seneste år råbt vagt i gevær, fordi Danmark fattes børn. Budskabet fra politikere og skiftende regeringer har i den forbindelse været lysende klart; Danske kvinder skal føde flere børn.  

Ved at lægge loft over børne- ungeydelsen straffer regeringen de familier, der blot har holdt deres del af aftalen. Med loftet indføres en ekstra skat målrettet børnefamilier.

Sidste gang man fra politisk side satte loft over børne- og ungeydelsen var i 2011, hvorefter fødselstallet faldt markant. Fødselstallet i dag er, til trods for en stigning, endnu ikke er tilbage på 2010-niveau. Bekymringen over det lave børnetal, igangsatte kampagner for at få familier til at få flere børn. Netop fordi politikerne er klar over, sammenhængskraften i samfundet er afhængig af, der fødes børn nok.

Regeringens planer om at lægge et loft over børne- og ungeydelsen kunne tolkes som et forsøg på at gennemtvinge en to-barns-politik; vel at mærke med tilbagevirkende kraft for børn der allerede er født. Ydermere er loftet tilsyneladende udtryk for symbolpolitik – alene lavet ud fra undtagelsen, og bygger på historien om én mand med 17 familiesammenførte børn. Her skal tilføjes, at man fra 2018 skal have arbejdet eller boet i Danmark i mindst 6år inden for de sidste 10år, før man får børneydelsen, hvorfor der fra politisk side allerede er taget højde for denne problematik.

Symbolpolitikken synes endvidere at bygge på forestillingen om, at borgere fra ikke-vestlige lande, får børn med det for øje, at kunne berige sig. Dette er faktuelt forkert. Kvinder med etnisk dansk baggrund får i gennemsnit 1,74 barn, mens kvinder med etnisk minoritetsbaggrund fra ikke-vestlige lande får 1,95 barn - mod de anbefalede minimum 2,1 barn. Derfor virker det absurd, at regeringen vil straffe de familier, som har mere end de, fra politisk side af anbefalede, minimum 2,1 børn, med en ekstra beskatning.

De stordriftsfordele som regeringen hævder, børnefamilier med mere end 2,75 barn har gavn af, tilbagevises af Rockwoolfondens forskningsenhed, der har undersøgt hvilke stordriftsfordele, der reelt er. Tallene viser, at barn nr. 1 og barn nr. 3 næsten koster forældrene det samme. Konklusion er da også, at der ikke er mange stordriftsfordele ved flere børn, og slet ikke hvis man får tvillinger eller trillinger, som ikke kan arve af hinanden.

Flere borgmestre fra Venstre, samt andre lokalpolitikere, har allerede advaret om, at regeringens planer rammer geografisk og socialt skævt. Trods statsministerens løfter om at skabe et Danmark i balance, hvor UdkantsDanmark skal have et løft, vil loftet over børne- og ungeydelsen, primært ramme familier i netop Udkanstdanmark og dermed nedsætte den sociale og geografiske mobilitet betragteligt.

Loftet over børne- og ungeydelserne rammer ligeledes i en tid, hvor børnefamilier generelt er pressede, og hvor der er politisk enighed om, at der fødes for få børn til, at vi kan opretholde velfærdssamfundet, som vi kender det. At regeringen så ønsker at gøre det sværere for familierne at opretholde eksistensen kan i værste fald betyde, at børnefattigdommen stiger og at velfærdssamfundet, som vi kender det i dag, afvikles.

At Danmark skulle være et enestående eksempel på at give børneydelse, som vores skatteminister hævder, er ikke tilfældet. I mange lande gives der tilskud til børnefamilierne. I Tyskland stiger børneydelsen jo flere børn man får (stigningen topper ved 4. barn). Ja, det er rigtigt, at Danmark giver en god ydelse til børnefamilier, men allerede ved barn nr. 2 bliver vi overhalet af Tyskland. Til gengæld yder danske forældre (tilsammen) en større indsats på arbejdsmarkedet, og er nogle af de forældre som arbejder mest i Europa. For i de lande hvor børneydelsen er lav, går moren ofte også hjemme med børnene. Ja faktisk går moren jo hjemme i rigtig mange andre lande, og vi spørger os selv, om det måske er det, regeringen ønsker.

Det undrer og bekymrer det os, hvilke veje de politiske vinde aktuelt blæser, hvad angår planerne om loftet over børne- og ungeydelse, som i virkeligheden er en ekstra skat pålagt familier med over 2,75 børn. Tilsyneladende har regeringen glemt, hvad både helt basal kernevelfærd går ud på, såvel som samfundets sammenhængskraft.                

Vi opfordrer derfor regeringen, støttepartier og oppositionen til at trække forslaget, om at lægge et loft over børne- og ungeydelsen, tilbage. Sagt med andre ord opfordrer vi til, at regeringen ikke indfører en ekstra beskatning af de børnefamilier, som ikke har gjort andet end følge skiftende regeringers opfordringer, og overholde deres del af kontrakten, om at være medvirkende til at sørge for et bæredygtigt Danmark.

Anette lauritzen bruhn, Familiepolitisk Netværk

Lene Johannesson, formand LOKK

Næstehjælperne - netværk for protest og praktisk hjælp til reformramte

Rie Vester Mortensen, stifter af netværket Tvillingegruppen

Lisa Holmfjord, direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre og forkvinde for Dansk Kvindesamfund

Venligboerne København

Sherin Khankan, stifter af og administrerende direktør for Exitcirklen

Anne Toftlund Sostack, stifter af netværket Mange børn

Familiepolitisk Netværk    Kontakt forfatteren af dette andragende