Afskaf 4års reglen for læger

I 2007 blev den såkaldte 4 års regel for læger indført. Det er en regel, der betyder, at nyuddannede læger har 4 år til at påbegynde en specialeuddannelse, som tæller fra lægerne påbegynder basisuddannelsen. Efter denne frist på 4 år, er pågældende læge afskåret fra at søge uddannelsesstillinger, der kan føre til en autorisation som speciallæge. Konsekvensen er at lægen må søge til vores nabolande, hvis autorisationen skal opnås; Norge og Sverige opererer ikke med en sådan regel. Såfremt læger i Danmark ikke opnår autorisation som speciallæge, er man i princippet kun læge på lånt tid, da sygehusene - naturligt nok - søger at ansætte de mest kvalificerede til stillingerne.

I de 4 år, som er afsat til at påbegynde specialeuddannelsen, indgår også den obligatoriske turnus (nu basisuddannelse) samt de ekstraordinære bibeskæftigelser, der er nødvendige for at kvalificere sig til hoveduddannelsen. 4 år er altså langt fra nok.

 

Reglen har mange omkostninger, såvel menneskellige som samfundsøkonomiske:

-Beregninger viser, at hver uddannet speciallæge bidrager med mange millioner kroner til statskassen, efter omkostningeringerne til uddannelsen er betalt.

-De læger, som bliver nødt til at rejse udenlands for at sikre sig den uddannelse, de drømmer om, vil naturligvis opbygge en hverdag. Og i sidste ende, vil mange af dem ikke komme tilbage til Danmark.

 

På https://www.facebook.com/groups/512333998824085/?notif_t=group_r2j har vi uploadet en A4 plakat, som man kan printe ud og hænge op, eksempelvis på sin afdeling :)

 

Nedenfor er en kopi af et brev, sendt til sundhedsminister Astrid Krag, som jeg har fået lov til at bruge.

"Kære Astrid Krag,

Jeg skriver til dig fordi jeg undrer mig. Jeg undrer mig over om du virkelig forstår, hvor dårlig en løsning på speciallægemanglen 4-årsreglen er. Og jeg undrer mig over om du forstår, hvad dagligdagen byder på for yngre læger.

Lad mig starte med det sidste. Til lægemødets åbningsdebat siger du bl.a., at vi læger må affinde os med, at "tilværelsen ikke er fredagsslik og flødeskum"...Den udtalelse vil jeg lige lade stå for sig selv og i stedet vil jeg beskrive, hvordan min hverdag er (og den er ikke speciel). Jeg har ikke haft en "almindelig" arbejdsuge siden jeg blev færdig som læge. Det gennemsnitlige timetal lagt i min primære funktion har ikke været under 45 timer. Herudover har jeg måttet forsøge at kvalificere mig til hoveduddannelse ved siden af. Det betyder undervisnings-opgaver møder, artikler mm i fritiden. Ved siden af det skal man også holde sig ajour med faget samtidig med, at man skal udvikle sig fagligt. Det koster også fritid. Dagligdagen er produktion. Alt det belaster en lille familie som min. Og det koster kræfter. Og den slags kræfter bruger man kun på ting, der har en interesse og ikke kun en forpligtigelse.

Og det bringer mig tilbage til, hvorfor fire-årsreglen er en dårlig løsning. Og hvorfor din justering ikke er tilstrækkelig. 
Jeg er en de 122 læger fra hold 2 under fireårsregelen, der er bevilget forlængelse. Det totale antal der endnu ikke har fået hoveduddannelse er 195 ud af 379. Mere end halvdelen. Hvis vi inkluderer Hold 1 er 328 ud af 681 uden hoveduddannelse og derfor i mere eller mindre fare for at falde for reglen. Nogle er faldet. Nogle er rejst udenlands inden de faldte fordi stresset blev for meget for deres familier. Det er mange læger. Og, hvad med deres ægtefæller. Hvis jeg ikke får hoveduddannelse til næste ansættelsesrunde falder jeg for reglen. Og, hvad sker der så? Vælger jeg at søge en stilling i børne-ungdomspsykiatri? Nej. Og det tror jeg også psykiatrien ville være kede af. Jeg ville ikke kunne mønstre hverken talent eller interesse. Og jeg tror, at der er mange børne-ungepsykiatere, der nødigt ville komme over til mig i anæstesien. Der er, trods en tidligere Sundhedsministers mening, en endog meget stor forskel på de enkelte specialer og det ville være en dårlig løsning at sætte folk til noget de ikke har talent for.
Så, hvad gør jeg, hvis jeg falder? Jeg tager udenlands. Sverige/Norge eller noget tredje. Og min familie vil tage med. Og sådan ville det være i mange familier. Danmark mister ikke kun en læge, men også lægens ægtefælle/partner og evt børn for, hvis man først bliver etableret som familie med et arbejdsliv til begge kan det være man bliver hængende.

Herudover mister man skatteindtægter og uddannelsesudgifter, når læger rejser. Så samlet set er der menneskelige, økonomiske og kvalitetsmæssige tab for Sundhedsvæsnet og samfundet. Men, hvad med gevinsten? Mange studerende tager nu vikariater eller orlov under studiet til forskning. Det tæller ikke mod de fire år, men forlænger jo også tiden til speciallægemålet nås. Så gevinsten er nok mindre end du tror.

Til slut, Astrid Krag, vil jeg prøve at summere op. Jeg vil ikke lade fireårs-reglen belaste mig og min familie mere end den allerede har gjort. Den skal ikke diktere mit arbejdsliv. Hvis jeg falder til sommer bliver jeg ikke samfundsmediciner, klinisk immunolog eller noget tredje (og jeg tror hellere de ville have folk med større interesse og talent for deres specialer end mig). Jeg bliver narkoselæge. Bare et andet sted. Og det kan være jeg kommer igen. Hvem ved. For jeg har lovet min kone, at hvis vi bliver nødt til at flytte for det, er vi færdige med at rakke rundt...Og hvis vi finder os tilpas og det passer med hendes forskerkarriere bliver vi måske hængende...

Og det er lidt mere "surkål og harskt smør" end "fredagsslik og flødeskum" "

 

Hvis det skulle ske, at der kommer en masse underskrifter i hus, vil jeg naturligvis sende dem til vores sundhedsminister, i håb om at hun vil genoverveje sin beslutning om at bibeholde reglen.