Åbent brev til Københavns overborgmester og Borgerrepræsentation om at stoppe planerne for byggeriet af 35-etagers højhus ved Langelinie
Åbent brev til Københavns overborgmester og Borgerrepræsentation om at stoppe planerne for byggeriet af 35-etagers højhus ved Langelinie
Vi skriver på vegne af en bred skare af professionelle fagfolk med tilknytning til byggebranchen: arkitekter, planlæggere, byggeøkonomer, økonomer, ingeniører, landskabsarkitekter, bygningskonstruktører, entreprenører, forskere mv.
Vi ønsker at udtrykke vores alvorlige bekymring over planerne om at opføre et 35-etagers højhus ved Langelinie.
Vores bekymring handler ikke alene om ét byggeri, men om den retning København udvikler sig i.
Vi mener, at projektet rejser fire grundlæggende problemer:
- Det vil ikke bidrage til reelt betalbare boliger, men risikerer tværtimod at forstærke investeringstendenserne, der allerede driver boligpriserne op.
- Det repræsenterer en ressource- og klimamæssigt problematisk byggeskik i en tid, hvor byggebranchen burde reducere sit materiale- og energiforbrug markant, hvis vi skal holde os inden for de planetære grænser.
- Det viderefører en forældet idé om, at byudvikling skal ske gennem monumentale prestigeprojekter og ikonbyggeri fremfor gennem omsorg for eksisterende kvaliteter og fælles byrum.
- Det vil kritisk ændre Københavns særlige relation til havet, horisonten og den menneskelige skala.
Vi mener derfor, at projektet er ude af trit med både samtidens klimaudfordringer og de kvaliteter, der historisk har gjort København til en attraktiv og menneskelig by.
Projektet løser ikke boligkrisen
Boligkrisen er først og fremmest en distributions- og tilgængelighedskrise. Det gælder også i København, hvor det ikke primært handler om mangel på boliger, men om mangel på boliger, som almindelige mennesker har råd til at bo i.
Højhuse er blandt de mest omkostningstunge bygningstyper at opføre. For at økonomien kan hænge sammen, skal den private del af projektet subsidiere den almene del ved at bære en forholdsmæssigt større del af de fælles udgifter for byggeriet. Det gør businesscasen endnu tungere. Resultatet bliver ekstremt dyre private luksusboliger, som vil trække gennemsnitspriserne i København op. Det er ikke en farbar eller skalerbar økonomisk model til at skabe betalbare boliger.
Samtidig tilfører projektet store mængder erhverv og nye arbejdspladser, som yderligere øger efterspørgslen på boliger i byen. Man tilfører altså ikke blot boliger — man forstærker den efterspørgsel, som i forvejen driver priserne opad.
Vi savner derfor en mere grundlæggende diskussion af, hvordan København udvikler sig.
Hvis ambitionen reelt er at skabe en mere socialt og økonomisk bæredygtig by, findes der langt mere ansvarlige steder at begynde: prioriter igen den almene sektor, transformation af eksisterende bygninger, bedre udnyttelse af tomme og underudnyttede kvadratmeter, reduktion af spekulativt nybyggeri, mindre boligforbrug pr. indbygger og en mere balanceret regional udvikling mellem København og omegnskommunerne.
Klima, biodiversitet og ressourcer
Projektet rejser også alvorlige spørgsmål i forhold til klima, biodiversitet og ressourceforbrug. Højhusprojektet går direkte i modstrid med Københavns Kommunes egen klimastrategi for 2035. En ambition der bl.a. skal realiseres gennem en halvering af byggeriets klimaaftryk.
Højhuse er blandt de mest ressourcekrævende bygningstyper, vi kan opføre. Jo højere vi bygger, desto større bliver behovet for stål, beton, teknik, installationer og komplekse konstruktioner. Selv når træ, som i dette projekt, indgår som materiale, ændrer det ikke ved, at højhuse grundlæggende er en ineffektiv måde at anvende ressourcer på.
Nybyggeri skaber betydelige biodiversitetstab. I byggebranchen sker op mod 95% af den samlede skadespåvirkning på biodiversiteten i værdikæden (off-site), hovedsageligt gennem udvinding af råstoffer som grus, sand, træ og metaller. Når byggebranchen samtidig står for ca. 40 procent af al ressourceudvinding, så pålægger det branchen et ekstra stort ansvar at minimere nybyggeri og de deraf afledte skadevirkninger.
Vi bør som branche, kommune og samfund bestræbe os på at følge en tilstrækkelighedslogik, som alternativ til den effektiviserings- og vækstlogik der pt. driver vores byudvikling. Tilstrækkelighed i byggebranchen handler her om at bygge mindre, bruge færre ressourcer og optimere eksisterende bygninger, frem for blot at bygge mere og nyt.
Projektet er bl.a. blevet præsenteret som regenerativt. Men al brug af begreber som “bæredygtighed” og “regenerativ udvikling” i forbindelse med projekter af denne type må anses som greenwashing. Et højhus bliver ikke regenerativt, fordi der indgår træ i konstruktionen. Og et prestigeprojekt bliver ikke bæredygtigt, fordi det markedsføres grønt. Tværtimod risikerer denne form for kommunikation at udvande centrale faglige begreber og undergrave den tillid og alvor, som den grønne omstilling kræver af byggebranchen.
En by i menneskelig skala
Forestillingen om, at København skal markere sig gennem monumentale objekter og spektakulære vartegn, tilhører en forældet byudviklingslogik, hvor byer konkurrerer om synlighed, investeringer og branding gennem stadig større projekter.
Men København er ikke interessant på grund af sin skyline. København er interessant, fordi byen stadig har en menneskelig skala. Fordi man fortsat kan bevæge sig gennem byen i øjenhøjde med facader, gader, mennesker, himmel og vand. Fordi havnen endnu opleves som et fælles landskab og ikke blot som baggrund for privat værdiskabelse. Hvis vi ønsker at København skal være en bæredygtig by, så indebærer det også at byen fortsat skal være et fælles eje.
Havet og horisonten er et fælles landskab
Netop derfor er placeringen ved Langelinie så problematisk. Indsejlingen til København er et af de få steder, hvor byen stadig møder havet med åbenhed. Hvor horisonten fortsat opleves som større end arkitekturen. Hvor himmel, vand og by endnu står i balance.
Et højhus i denne skala og placering vil ikke blot tilføre endnu en bygning til byen. Det vil fundamentalt ændre oplevelsen af Københavns relation til havet og horisonten.
Vi frygter, at byen mister netop de kvaliteter, som har gjort den internationalt anerkendt: den lave profil, de sammenhængende byrum, nærheden til vandet og oplevelsen af byen som et fælles rum fremfor en samling prestigeprojekter.
Hvilken by ønsker vi at udvikle?
Vi mener samtidig, at projektet repræsenterer en bolig- og bytypologi, der i for høj grad er baseret på afstand — afstand til jorden, til hverdagslivet og til byen som fælles rum.
København har historisk været stærk, fordi byen er blevet udviklet omkring nærhed: nærhed mellem mennesker, funktioner, gader, byrum og landskab.
Det er den kvalitet, der nu er på spil. Derfor opfordrer vi Københavns politikere til at stoppe projektet ved Langelinie og indlede en bredere offentlig og faglig diskussion om, hvilken by København skal være i fremtiden.
Vores bekymring handler grundlæggende om, hvorvidt København fortsat skal udvikles som en menneskelig by med respekt for det fælles landskab, planetens begrænsede ressourcer og social balance — eller om byen skal omformes efter en international logik af ikonbyggeri, kapitalisering og stadig mere monumental byudvikling.
København behøver ikke endnu et ikon. København behøver politikere, der beskytter de kvaliteter, som gør byen værd at bo i - for nuværende og fremtidige generationer.
Underskrevet af fagfolk fra byggebranchen
Mikkel Møller Roesdahl Kontakt forfatteren af dette andragende