Skrot ikke Irak-kommissionen

Den nyvalgte regering har erklæret, at den vil skrotte den kommission, der har til opgave at undersøge Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan. Af en lang række årsager er det en katastrofalt forkert beslutning, som må og skal omgøres.

Hvis regeringen og dens støttepartier ikke af egen drift kan eller vil indse det, må medier, organisationer, civilsamfund, opposition og i sidste instans den danske befolkning tvinge dem til at rette ind.

HVORFOR gik Danmark med i krigene?

Nu, 14 år efter at Danmark officielt blev en krigsførende nation, er soldaterne trukket hjem igen uden ret mange positive resultater at vise frem.

Afghanistan er i mindst lige så dårlig forfatning, som da krigen startede, og Irak er så godt som en smadret nation.  Danmark har endda følt sig nødsaget til igen at sende bombefly på vingerne – uden nævneværdig offentlig debat – i et desperat forsøg på at begrænse skadevirkningerne fra sidste krig.

Men vi ved stadig ikke, hvorfor vores soldater skulle afsted for at slå ihjel og blive slået ihjel. Vi ved, hvad Anders Fogh Rasmussen, Per Stig Møller og de andre sagde dengang – men vi ved også at det, de sagde dengang, i bedste fald var en sandhed med modifikationer. Det, man normalt kalder løgn.

Tusindvis af danske unge mænd og kvinder har været udsendt i krigene, hvor de efter alt at dømme har gjort det absolut bedste, de kunne i en umulig situation. De sidder nu herhjemme og skal finde sig i at høre, at kommissionen skal afvikles, fordi det er spild af tid og penge at undersøge på hvilket grundlag, de blev sendt af sted – og hvad der egentlig skete undervejs.

Vores deltagelse i krigene er – uanset hvordan man vender og drejer det, og uanset om man i sin tid var for eller imod krigene – det største udenrigspolitiske spørgsmål, vi som land har stået overfor i dette århundrede.

At gøre det til et partipolitisk højre/venstre spørgsmål er at udstrække langemand lige i fjæset på den danske offentlighed, på de hjemvendte danske soldater og deres pårørende og efterladte – og på de af deres kollegaer, der risikerer at blive udsendt næste gang vi skal i krig på tvivlsomt grundlag.

Per Stig Møller, der var udenrigsminister under både Afghanistan– og Irak-krigen, blev sidste år interviewet af en dansk officer. Indledningsvist slog han – måske ufrivilligt – fast, hvad den danske deltagelse i krigene i virkeligheden handlede om:

“Jeg ved godt at USA ikke har så meget brug for vores hjælp, men de har brug for at vise, at hele verden står bag dem.” (Radio 24Syv, 23/10–2014).

Altså en public relations-øvelse til ære for Bush-regeringen. Det lyder som en noget mere plausibel begrundelse end det, der blev serveret da soldaterne blev udsendt i de to krige. Det er strengt taget også en ret fornuftig forklaring på, hvorfor USA ønskede vores deltagelse. 

Det er derimod overhovedet ikke i nærheden af at være en tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor Danmark efterkom ønsket, hvis altså vi lægger til grund, at Danmark stadig er en selvstændig stat og et åbent demokrati.

Vi ved heller ikke noget i nærheden af tilstrækkeligt om, hvad der egentlig er sket under krigene. Én af de ting, kommissionen havde mandat til at undersøge til bunds, var dansk medansvar for tortur og mishandling af tilfangetagne, kombattanter såvel som civile.

Det, vi helt sikkert ved om det, er, at forsvarsledelsen og skiftende danske regeringer har gjort deres bedste for at dække over sandheden. Sådan et røgslør er naturligvis uacceptabelt, både fordi det er i strid med internationale konventioner, der kræver, at man efterforsker brud på menneskerettighederne, hvor man optræder som besættelsesmagt, og fordi det fjerner ansvaret for overgrebene fra det sted, hvor det retteligt hører hjemme, nemlig hos Forsvarsledelsen og det politiske niveau. I stedet placeres ansvaret tungt på skuldrene af de udsendte soldater, der stod under urimelige vilkår mange tusinde kilometer væk og måtte træffe hurtige beslutninger.

Begge dele, krigsgrundlag såvel som krigenes udførelses, må og skal gennemgås til bunds af en uvildig kommission.

Det er alvorlige sager vi taler om: brud på folkeretten og vildledning af Folketinget. Hver gang kritiske journalister eller folketingsmedlemmer har stillet kritiske spørgsmål, er det blevet skudt til hjørne netop med henvisning til kommissionens arbejde — den kommission, som regeringen nu vil skrotte.

At de første 12–13 år siden krigens begyndelse er gået op i (næsten) det rene ingenting på grund af inkompetence, modvillige myndigheder (Forsvaret har endnu ikke udleveret alle dokumenter i sagen til kommissionen) og mindre end halvhjertet opbakning fra den tidligere regering, er ikke argumenter for at skrotte undersøgelsen.  Det er dybt beklageligt at den afgåede regering undlod at sikre fremdrift i arbejdet, herunder at de gav efterretningstjenesterne mulighed for at udskyde kommissionens arbejde ved urimelig lang behandling af sikkerhedsspørgsmål, men heller ikke dette er grund til at skrotte kommissionen.

Det er derimod meget vægtige argumenter for at fortsætte den, nu hvor de endelig er kommet i gang med indkalde vidner. Og et argument for at opprioritere indsatsen, tage opgaven seriøst og tilføre de nødvendige ressourcer (kommissionen har et budget på cirka en promille af hvad krigsdeltagelsen har kostet).

Det er værd at understrege, at det hele tiden har været meningen, at kommissionen skulle arbejde i fem år. Der er kun gået tre, siden den blev nedsat. At erklære den nedlagt 26 dage efter man endelig har indkaldt de første vidner er useriøst. Den skal have lov at gøre sit arbejde færdigt.

Det skylder vi alle parter. Både de hundrede tusindvis af mennesker, der er blevet slået ihjel under vores krige, herunder 50 danske soldater; de endnu flere der er blevet såret, lemlæstet, har mistet fædre, mødre, børn og ægtefæller eller lider af PTSD.

Og det skylder vi ikke mindst den danske befolkning, som har krav på en garanti for, at Danmark i fremtiden vil tage spørgsmålet om hvorvidt vi skal være en krigsførende nation alvorligt.

Underskriverne her opfordrer alle medier til holde fokus på sagen:  I har pligt til at gøre hvad I kan for at medvirke til, at denne forkerte beslutning omgøres. Det er jer, der skal stille magthaverne til ansvar. Gør det.

Vi opfordrer alle organisationer, der arbejder indenfor menneskerettigheder, international lov, humanitær bistand, demokrati eller åbenhed, til at lægge maksimalt pres på den danske regering. Aktivér jeres medlemmer.

Vi opfordrer alle folkevalgte politikere til at bakke op om, at kommissionen skal færdiggøre sit vigtige arbejde, uden smålig skelen til, hvilket parti I repræsenterer – det handler ikke om højre og venstre, eller om hvilket partier der tilfældigvis sad ved magten i 2001 og 2003.

Det handler derimod om, hvordan og hvorfor Danmark blev kastet i krig – og om hvordan vi sikrer, at vi ikke i fremtiden kommer ud i lignende situationer.

Sidst, men ikke mindst, opfordrer vi alle borgere i landet til at kontakte folketingspolitikerne og gøre dem klart, at I forventer, at de vil være deres opgave voksne.

En liste med kontaktoplysninger til folketingsmedlemmerne finder du her.

___
Underskrevet af:

Peter Kofod (Skribent, medstifter af Veron)
Anders Koustrup Kærgaard (Tidl. kaptajn i hæren)
Frank Grevil (Tidl. Forsvarets Efterretningstjeneste)
Mads Silberg (Kaptajn i Hæren)
Freja Wedenborg (Nyhedschef, Arbejderen)
Uffe Elbæk (Politisk leder/MF Alternativet)
Rasmus Brygger (Tidl. landsformand, Liberal Alliance Ungdom)
Rina Ronja Kari (Medlem af EU-parlamentet, Folkebevægelsen mod EU)
Bjørn Elmquist (Advokat, formand for Retspolitisk Forening)
Knut Gotfredsen & Natascha Linn Felix (Formand/Næstformand, Transparency International DK)
Nikolaj Villumsen & Stine Brix (MF, Enhedslisten)
Yildiz Akdogan & Peter Hummelgaard (MF, Socialdemokraterne)
Lars Werge (Formand, Dansk Journalistforbund)
Mads Christian Barbesgaard (Politisk formand, Afrika Kontakt)
Mads Pramming (Advokat, formand for Veron)
Pia Olsen Dyhr (formand/MF, SF), Karsten Hønge & Lisbeth Bech Poulsen (MF, SF)
Ida Auken (MF, Radikale)

Peter Kofod    Kontakt forfatteren af dette andragende